
Faisal Amin balancerer hjerneforskning med håndværk – og arbejder i øjeblikket på et bord, der ifølge ham selv næsten er kunst. Hans kone er dog ikke helt enig.
Hvidovres nye chefneurolog er fan af filmserie med Denzel Washington
‘The Equalizer’-serien med Denzel Washington er actionfilm med personlighed og en spændende hovedkarakter, mener Faisal Amin, der er ny neurologisk cheflæge på Amager og Hvidovre Hospital. Han går lige nu og venter på del 4, som ifølge rygterne kommer i 2026.
Hvilken god kulturoplevelse har du senest haft?
“Jeg har jo altid været én, der arbejder igennem – og hvis der er ekstra tid, så arbejder jeg bare endnu mere. Derhjemme fylder familielivet med små børn mest. På en flyrejse mod Sydkorea så jeg dog en romantisk film, der hedder ’Love in the Villa’. Den handler om en kvinde fra USA, der lejer en lejlighed i Italien, og møder en mand fra UK, der på mystisk vis har lejet den samme lejlighed. I starten kan de slet ikke udstå hinanden. Det er en klassisk romantisk film – men jeg blev nødt til at se den færdig. Man kan relatere til den: mødet med fremmede, de menneskelige forsvarsmekanismer og relationer, der langsomt udvikler sig.”

KULTUR-TEMPERATUR
Sundhedspolitisk Tidsskrifts søstersite Sundhedskultur udspørger centrale sundhedsfolk om deres oplevelser med kultur.
Hvilken bog/film/musik kan du anbefale til familie og venner?
“I min lille hjemmebiograf har jeg set ’The Equalizer’-filmene med Denzel Washington flere gange. Her er action, men også handling og personlighed. Man følger en karakter med særlige ritualer og OCD-prægede træk. Her er spænding, men også moral og ordentlighed, hovedpersonen befinder sig på den rigtige side af loven. Jeg går og venter på 4’eren, så sent som i aftes googlede jeg faktisk lige, om den ikke snart kommer.”
Hvilken bog/film/podcast vil du anbefale til kolleger, fordi den er relevant for sundhedsområdet?
“For mange år siden læste jeg ‘Dr. Zukaroffs testamente: en bog om menneskehjernen’ af Peter Lund Madsen. Han var en læge og psykiater, som jo for nylig desværre faldt død om. Derfor tænkte jeg, at jeg burde læse den igen. Det er en bog, der er velegnet til refleksion og også til at mindes en afdød kollega.”
Har du selv forsøgt dig udi det kunstneriske?
“Jeg er god med mine hænder. Jeg har for nylig lavet en bænk og er nu i gang med at lave et bord, som jeg næsten synes ligner kunst. Min kone er ikke helt enig! Hvis det tæller som kunst, skriver jeg ind i mellem på eksempelvis LinkedIn om tanker eller refleksioner, som jeg kan lige at bringe frem i lyset, så andre kan tænke videre over dem.”
Faisal Mohammad Amin, 42 år
- Nytiltrådt cheflæge på Afdeling for Hjerne- og Nervesygdomme på Amager og Hvidovre Hospital
- Speciallæge i neurologi, ph.d. i migræne, klinisk lektor i hovedpinesygdomme ved Københavns Universitet
