
Foto: Petra Kleis
Fotoudstilling i Rigshospitalets forhal sætter ansigt på handicap
Den anerkendte fotograf Petra Kleis udstiller på Rigshospitalet. Hendes billeder lader unge med handicap og kronisk sygdom fortælle deres historie.
Den anerkendte fotograf Petra Kleis er aktuel i Rigshospitalets forhal med portrætudstillingen Ta' Ordet, der handler om at være ung og leve med et handicap.
Det skriver Rigshospitalet i en nyhed.
De kommende måneder vil portrætudstillingen fylde Rigshospitalets forhal med stemmer, perspektiver og vigtige fortællinger om ungdom, mod og mangfoldighed.
Projektet kaster lys på, hvordan det er at være ung og leve med et handicap, en funktionsvariation eller en kronisk sygdom. Der er ledsagetekst med de unges egne ord til hvert portræt.
Udstillingen består af portrætter af 12 unge med både synlige og usynlige handicaps. De unge har valgt at skildre deres egne personlige historier med både stolthed, sårbarhed, humor og håb. Der er ledsagetekst med de unges egne ord til hvert portræt.
At udstillingen har fundet vej til netop Rigshospitalet, er ikke nogen tilfældighed, forlyder det i nyheden. På Rigshospitalet møder personalet hver dag mennesker, som lever med sygdom, funktionsvariation og langvarige behandlingsforløb.
”Vi arbejder for, at alle uanset forudsætninger, baggrund eller krop skal mødes med værdighed, ligeværd og nysgerrighed. Derfor er vi særligt stolte af at præsentere denne udstilling,” lyder det fra Rigshospitalets Kunstudvalg.
