Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Inger Christine Løwe har skrevet en stilfærdigt smuk autofiktiv roman om sin fars demens og sorgen over et menneske, der langsomt forsvinder.

Kort roman om demens er stilfærdigt rørende

Skrevet af Henrik Reinberg Simonsen den . Skrevet i Sundhed.

BØGER. Inger Christine Løwe har skrevet et stilfærdigt smukt stykke autofiktion med titlen ’En hverdag er det eneste, der kan holde et hus ved lige’. Her skriver hun præcist registrerende om sin fars demens og livet rundt om. Det er en bog uden store ydre dramaer, alligevel dirrer en vild sorg som en understrøm i skriften.

Måske er titlen knudret, kunstlet og svær at greje ved første øjekast.

Men Inger Christine Løwes 130 sider lange roman om sin fars Alzheimers-sygdom vil sandsynligvis vække bred genklang hos mange pårørende og patienter, der får den lille, blålilla bog mellem hænderne.

Bogen skildrer erindringer fra barndommen i Jylland, der veksler i krydsklip med nutiden, hvor Inger Christine Løwe er bosat i København og venter sit første barn. Sorgen over faderens mentale forsvinden bliver også en sorg over en bedstefar, der ikke længere har tilstrækkeligt sindsnærvær til at møde sit barnebarn:

”Jeg hænger et foto op på dit køleskab: et portræt fra vuggestuen af min datter. […] Jeg skriver på et stykke papir: Dit yngste barnebarn og hænger det op ved siden af. Mit umulige projekt: at I skal huske hinanden, I to hjerners yderpunkter”.

Den demenssyge far var også et skrivende menneske, der lærte sig selv at læse som fireårig, og som havde flere bogudgivelser bag sig. Men nu er han på grund af demenssygdommen ved at glemme, hvad han har brugt sit liv på at lære, som datteren ganske hjerteskærende skriver et sted.

’En hverdag…’ kommer især til sin ret som et skrivende menneskes øvelse i at fastholde virkeligheden på vegne af et menneske, hvis minder og erindring er i færd med at smuldre:

”Jeg er rasende. Jeg er slet ikke færdig med at være din datter. Så længe jeg skriver, så længe kan jeg holde dig fast. Jeg vil dokumentere, arkivere, skabe fiktive forbindelser,” skriver forfatterinden, der selv er midt i sine 20’ere.

Hun kalder det lille værk en roman, men man skal ikke gå til værket med forventning om færdigudviklede karakterer, klar kronologi og handlingsmættet pageturner-fornemmelse: Der er til gengæld et fundamentalt, almenmenneskeligt drama til stede under hverdagsregistreringerne, ofte virker siderne som dagbogsskriblerier, der er blevet finslebet til litteratur. Et liv forsvinder, mens et andet liv begynder. Inger Christine Løwe står i midten og samler stilfærdigt smukt trådene.

 

Inger Christine Løwe: ’En hverdag er det eneste, der kan holde et hus ved lige’ , forlaget OVDIBAT, 150 kroner hos OVDIBAT

 

kultur