Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Ud over arbejdet som praktiserende læge og regionspolitiker drømmer Lina Hundebøll Jespersen om en dag at skrive skønlitteratur.

”Den film giver et stik i maven hos alle sundhedsfaglige”

Praksislæge Lina Hundebøll Jespersen er lige blevet genvalgt i Region Nordjylland. Hun anbefaler den danske spillefilm ’Det andet offer’ til både kolleger i regionshuset og i sin klinik.

Hvilken god kulturoplevelse har du senest haft?

”Jeg er så privilegeret at have Kulturmødet på Mors tæt på, og jeg var ovre at opleve det for nylig. Jeg havde hele børnefamilien med, for de laver også indhold for børn. Det særlige ved sådan et kulturmøde – og kultur generelt – er, at det kan samle mennesker. Man får et frirum fra hverdagen til at mødes. Børnedelen af kulturmødet ligger helt nede ved vandet. Der var trommedans, folkedans, sangoptrædener og kunstneriske installationer. Det var ikke én bestemt oplevelse, men helheden, der gjorde indtryk.”

KULTUR-TEMPERATUR

Sundhedspolitisk Tidsskrifts søstersite Sundhedskultur udspørger centrale sundhedsfolk om deres oplevelser med kultur. 

Hvilken film kan du anbefale til familie og venner?

”Det er måske lidt en kliche for én i min generation, men svaret må være spillefilmen ’Into the Wild’.  Første gang jeg så den, blev jeg fuldstændig blæst bagover. Jeg sad og så hele rulleteksten færdig – og det er for mig et tegn på, at det virkelig var en god film. Jeg var et sted i livet, hvor jeg tænkte meget over uddannelse og fremtid: Hvad skal jeg? Hvad vil jeg med mit liv? I filmen, der er en autentisk historie, følger man en ung mand, der tager ud i naturen og bryder med samfundet, men til sidst indser, at livet skal opleves sammen med andre. Det ramte mig. Eddie Vedders musik gjorde også stort indtryk på mig, og jeg lyttede til soundtracket lang tid efter. Jeg har også efterfølgende hørt Eddie Vedder spille sange fra albummet på festivalen Heartland. Det var en virkelig stærk oplevelse.”

Hvilken film vil du anbefale til kolleger, fordi den er relevant for sundhedsområdet?

”Den er nem: Spillefilmen ’Det andet offer’. Den viser, at fejl sker i sundhedsvæsnet – og den viser, hvilken betydning fejlene kan have også for de sundhedsprofessionelle. Jeg tror, den film giver et stik i maven hos alle sundhedsfaglige, fordi man kan genkende noget i situationerne. Jeg anbefaler den til både politikerkolleger i Region Nordjylland og i min egen lægepraksis.”

Har du selv forsøgt dig udi det kunstneriske?

”Jeg gad virkelig godt skrive noget skønlitterært en dag. Jeg forsøger at skrive indimellem og håber, jeg kan gøre mere ud af det senere i livet. Jeg har ikke lyst til at skrive faglitteratur, det er der nok af i hverdagen allerede.”

 

 

Lina Hundebøll Jespersen, 39 år

  • Praktiserende læge hos Lægerne Vinther og Jespersen i Thisted
  • Regionsrådsmedlem for Venstre i Nordjylland, formand for sundhedsudvalget
  • Cand.med. fra Københavns Universitet 2016, speciallæge i almen medicin 2024

 

 

 

kultur, kulturtemperatur