Pernelle Jensen (V) deler ud af sine personlige kulturfavoritter – fra børneteater i Fredericia til politiske dramaserier og podcasts om sundhedspolitik.
Syddansk udvalgsformand er fan af politisk Netflix-serie: Genkender arbejdet med at få ender til at mødes
For formand for Region Syddanmarks Udvalg for det nære sundhedsvæsen, Pernelle Jensen (V), er den politiske hverdag langt fra så dramatisk som i Netflix-serien ’The Diplomat’, hvor en ambassadør skal håndtere en international krise. Alligevel genkender hun i serien arbejdet med at indgå kompromiser i regionen og i Fredericia Kommune.
KULTUR-TEMPERATUR
Sundhedspolitisk Tidsskrifts søstersite Sundhedskultur udspørger centrale sundhedsfolk om deres oplevelser med kultur.
Hvilken god kulturoplevelse har du senest haft?
”Jeg har fire børn, som alle er under 10 år, så når jeg har fri, er det meget på børnenes præmisser. Min seneste rigtig gode kulturelle oplevelse er derfor Fredericia Musicalteaters opførelse af ’De Tre Bukke Bruse’. Jeg vil gerne, at mine børn også får nogle kulturelle oplevelser, og jeg synes, at børneforestillinger kan noget helt særligt. Og så var det bare en fantastisk forestilling, som vi alle var meget begejstrede for.”
Hvilken TV-serie kan du anbefale til familie og venner?
”Jeg ser ’The Diplomat’ på Netflix. Hovedpersonen er en stærk kvinde, som håndterer mange politiske udfordringer som USA’s ambassadør i England. Jeg har selv boet i England og arbejdet i Udenrigsministeriet i mange år, og selv om min hverdag som politiker er langt fra så dramatisk, så kan jeg godt genkende arbejdet med at få enderne til at mødes og skabe kompromisser, selv når parterne står langt fra hinanden. Det er derfor en serie, som fænger mig, og som jeg ser frem til en ny sæson af.”
Hvilken podcast vil du anbefale til kolleger, fordi den er relevant for sundhedsområdet?
”Jeg hører Altingets podcast ’Politisk stuegang’, fordi den tager aktuelle og relevante sundhedspolitiske emner op, og så ser jeg frem til Tirsdagsanalysen på TV2 Play hver uge. Med fire børn er der mange praktiske gøremål herhjemme, så vasketøjet og rengøringen går lidt nemmere med en god podcast eller TV-program i ørerne.”
Har du selv forsøgt dig udi det kunstneriske?
”Jeg er sportsmenneske og triatlet, så jeg har ikke rigtig begivet mig ud i det kunstneriske. Jeg gik som barn til guitar, men efter flere lektioner, hvor mine akkorder stadig ikke var sammenhængende, måtte jeg erkende, at jeg var markant bedre til at løbe, og at guitarist blev jeg aldrig. Jeg har også altid beundret dem, som kunne lave små kreative projekter, fordi der ligger en ro i det, men det har jeg desværre hverken tålmodigheden eller kreativiteten til.”
Pernelle Jensen, 45 år
- Formand for Udvalget for det nære sundhedsvæsen i Region Syddanmark, medlem af Sundhedsudvalget
- Formand for Udvalget for Unge- og Uddannelse i Fredericia Kommune
- Tidligere koncernindkøbskoordinator i Udenrigsministeriet
- Master of Science inden for international strategisk management fra Staffordshire University, England
