Almindelige vaner som at scrolle på telefonen i sengen eller falde i søvn med TV’et tændt eller lyset i soveværelset tændt kan udsætte en for potentielt skadelige niveauer af lys, mener forskerne.
Ny forskning: Lys fra mobil og TV i sengen kan skade hjertet
Australsk forskerhold har fulgt 89.000 mennesker i Storbritannien og kobler selv svagt indendørs lys om natten til højere risiko for hjertesvigt, blodprop i hjertet og slagtilfælde
Nye resultater peger på, at lyset i soveværelset ikke er så uskyldigt, som mange tror. Forskere fra Flinders University i Adelaide i det sydlige Australien har fulgt 88.905 voksne i Storbritannien i op til 9,5 år. De målte deltagernes personlige lysudsættelse med håndledssensorer gennem mere end 13 millioner timer og koblede det til sundhedsdata. Personer med de lyseste nætter havde 56 procent højere risiko for hjertesvigt og 47 procent højere risiko for blodprop i hjertet end personer, der sov i mørke.
Sammenhængene stod ved magt efter justering for motion, kost, søvnvaner og genetik. Resultaterne peger på, at lys om natten fungerer som en selvstændig risikofaktor – uafhængigt af kendte påvirkninger som rygning, alkohol, fysisk inaktivitet og søvnlængde. Studiet er offentliggjort i JAMA Network Open.
Stærk sammenhæng i JAMA-analyse
Det videnskabelige studie er en af de mest omfattende analyser af sin art. Deltagerne, som alle var over 40 år, blev fulgt i næsten et årti. Data fra Storbritanniens sundhedsregistre viste, at personer i den mest oplyste gruppe (de 10 procent med de lyseste nætter) havde:
• 32 procent højere risiko for kranspulsåresygdom
• 47 procent højere risiko for blodprop i hjertet
• 56 procent højere risiko for hjertesvigt
• 32 procent højere risiko for atrieflimren
• og 28 procent højere risiko for slagtilfælde
Selv når forskerne tog højde for traditionelle risikofaktorer som fysisk aktivitet, søvnlængde, rygning, alkoholforbrug, kost og socioøkonomisk status, stod sammenhængene tilbage som markante. De var også uafhængige af deltagernes arvelige risiko for hjertesygdom, vurderet via genetiske data fra UK Biobank.
Studiet viser, at lys om natten kan bidrage til langvarig forstyrrelse af kroppens døgnrytme, hvilket påvirker en række biologiske mekanismer. Tidligere forskning har vist, at kortvarig døgnrytmeforstyrrelse øger blodtryk og puls, ændrer blodets størkningstendens og fremmer inflammation. Langvarig forstyrrelse kan derimod medføre strukturelle ændringer i hjertet som fortykkelse, arvævsdannelse og nedsat pumpefunktion.
Forskerne peger på, at det derfor kan være relevant at betragte natligt lys som en forebyggelig risikofaktor for hjertesygdom – på linje med dårlig kost, rygning og stillesiddende livsstil.
Lys i soveværelset – ikke kun storbyens gadelygter
Forskerholdet fra Flinders Universitys søvn- og døgnrytmegruppe (FHMRI Sleep Health) understreger, at kilderne til det skadelige lys ofte er hverdagsnære: mobilskærme, TV, natlamper eller lys udefra, der slipper forbi gardinerne.
“Dette er den første store undersøgelse, der viser, at det blot at være udsat for lys om natten i sig selv er en stærk og uafhængig risikofaktor for hjertesygdom,” siger Dr. Daniel Windred til Flinders University News.
“At forstyrre kroppens indre døgnrytme ved gentagne gange at udsætte sig for stærkt lys om natten, hvor det normalt ville være mørkt, øger risikoen for at udvikle alvorlige hjerteproblemer. Heldigvis har vi en vis kontrol over, hvor meget lys vi bliver udsat for om natten. Ved at bruge mørklægningsgardiner, dæmpe belysningen og undgå skærme før sengetid kan vi være med til at mindske de sundhedsrisici, der er forbundet med lys om natten,” siger han.
Resultaterne viser også, at kvinder og yngre voksne var særligt sårbare over for natligt lys. “Kvinder kan være mere følsomme over for virkningerne af lys, der forstyrrer kroppens indre ur, hvilket understøtter tidligere forskningsresultater. Faktisk havde kvinder, der var udsat for høje niveauer af natlys, en lignende risiko for hjertesvigt som mænd, hvilket er usædvanligt, fordi kvinder normalt har en vis naturlig beskyttelse mod hjertesygdom,” siger professor Sean Cain til Flinders University News.
Hverdagsvaner kan skrues ned
Det handler ikke kun om natarbejde eller neonoplyste byrum.
“Almindelige vaner som at scrolle på telefonen i sengen eller falde i søvn med TV’et tændt eller lyset i soveværelset tændt kan udsætte en for potentielt skadelige niveauer af lys. Vi taler ikke om ekstreme tilfælde – selv lave niveauer af indendørs lys kan forstyrre kroppens naturlige rytme,” siger lektor Andrew Phillips til Flinders University News .
Forskerne bag studiet konkluderer, at forebyggelse af lysforurening i hjemmet kan være en enkel måde at reducere risikoen for hjertesygdom. De foreslår, at sundhedsmyndigheder overvejer at udvikle retningslinjer for belysning i soveværelser, hospitaler og bymiljøer.
“Vi skal tage vores indre ure alvorligt,” konkluderer professor Sean Cain. “At beskytte vores naturlige søvnrytmer kan være en stærk måde at bekæmpe hjertesygdom på.”
Andre artikler om det indre ur og betydningen for sundheden:
