Småcellet lungekræft har en særlig type væv, der gør det meget svært at ramme og bremse med behandling. Foto: Wikimedia Commons
Småcellet lungekræft har undveget moderne medicin indtil nu – men hvorfor?
Lægemiddelindustrien har i mange år forsøgt at udvikle effektive behandlinger mod småcellet lungekræft (SCLC) uden større succes. Men nu ser det ud til, at der endelig sker fremskridt. Hvorfor har det taget så lang tid at forbedre overlevelsen for patienter med denne kræftform? Vi har spurgt overlæge Seppo W. Langer.
Småcellet lungekræft har en særlig type væv, der gør det meget svært at ramme og bremse med behandling, siger Seppo W. Langer, overlæge på Rigshospitalets Kræftafdeling og leder af sektionen for neuroendokrine karcinomer i Rigshospitalets European Neuroendocrine Tumor Center of Excellence.
Kræftformen vokser og spreder sig ekstremt hurtigt. Det skyldes blandt andet, at to vigtige gener, som normalt regulerer cellernes vækst (TP53 og RB1), ikke fungerer.
”Modsat ikke-småcellet lungekræft (NSCLC) danner SCLC ofte hurtigt større tumormasser i de områder af kroppen, hvor den typisk spreder sig, herunder lunger, lymfeknuder, lever, binyrer, knogler og knoglemarv. Hjernen kan også være sæde for metastasering og endda ofte med multiple metastaser. Det betyder blandt andet, at det er meget sjældent, at sygdommen faktisk kan behandles med operation ved diagnosetidspunktet. Til sammenligning kan cirka hver fjerde patient med NSCLC opereres,” siger Seppo W. Langer, der også er formand for Dansk Neuroendokrin Tumor Selskab (DANETS).
Derfor må læger ofte starte med medicinsk behandling, der påvirker hele kroppen, frem for operation eller strålebehandling.
”Derudover skal behandlingen af SCLC ofte påbegyndes mere eller mindre akut,” siger Seppo W. Langer.
Unikke udfordringer ved småcellet lungekræft
En af årsagerne til, at det har været så svært at udvikle bedre behandlinger, er, at SCLC mangler målrettede genetiske ændringer, som ses ved andre kræftformer.
”SCLC og andre neuroendokrine karcinomer er kendetegnet ved ikke at have egentlige genomiske drivere, sådan som det kendes fra NSCLC. Ved NSCLC kan visse onkogendrevne subtyper behandles effektivt med målrettede lægemidler, men det er ikke tilfældet for SCLC,” siger han.
Forskning har dog vist, at småcellet lungekræft kan opdeles i fire undergrupper baseret på forskellige karakteristika. Men det er endnu uvist, om denne viden kan bruges til at forbedre behandlingen.
Patienternes sårbarhed og prognose
Foruden manglende behandlingstilbud er der flere andre årsager til, at SCLC er forbundet med ringe prognose.
Småcellet lungekræft kan forstyrre kroppens balance ved at producere hormonlignende stoffer. Det kan føre til særlige symptomer, såkaldte paraneoplastiske syndromer, som gør patienterne mere sårbare og mindre i stand til at tåle kræftbehandling, forklarer Seppo W. Langer.
”Syndromerne kan blandt andet omfatte forstyrrelser i saltstofskiftet (SIADH), myasthenia gravis-lignende tilstande, binyrebarkhormon-forstyrrelser og forskellige former for påvirkning af nervesystemet.”
Selvom kræften i starten er meget følsom over for kemoterapi, udvikler den hurtigt resistens. Det betyder, at kræftcellerne ikke længere reagerer på behandlingen, og at sygdommen vender tilbage.
Immunterapi skaber nyt håb
I september 2024 anbefalede Medicinrådet, at immunterapierne Tecentriq og Imfinzi kombineres med standard kemoterapi til patienter med fremskreden småcellet lungekræft.
”Tillæg af immunterapi til standard SCLC-kemoterapi har vist en begrænset forlængelse af den mediane overlevelsestid på to til tre måneder. For en mindre andel patienter, måske 10 til 15 procent, kan kombinationsbehandlingen dog resultere i langtidsoverlevelse. Og det er ikke set før ved SCLC i udvidet sygdomsstadium,” siger Seppo W. Langer.
Forskere arbejder desuden på nye behandlinger, der ser ud til at have større potentiale end de nuværende muligheder.
Læs mere om de nye muligheder i artiklen herunder:
I mange år har småcellet lungekræft (SCLC) manglet effektive alternativer til kemoterapi, og næs
Behandling afhænger af sygdomsstadiet
Siden 1960’erne har læger opdelt småcellet lungekræft i to stadier: begrænset og udvidet sygdom. Behandlingen afhænger af, hvor udbredt kræften er på diagnosetidspunktet.
”Ved begrænset sygdom (knap en tredjedel af patienterne, red.) kan alt erkendeligt tumorvæv omfattes af et strålefelt. Her er den optimale behandling kombineret platin-etoposid kemoterapi og strålebehandling mod tumorelementer i brystkassen (konkomitant kemo-stråleterapi). Målet med behandlingen er helbredelse, hvilket lykkes hos cirka tre til fire ud af ti patienter, mens sygdommen holdes under kontrol for en periode hos de fleste andre.”
For patienter med begrænset sygdom kan den gennemsnitlige overlevelsestid være 18 til 24 måneder.
For de to tredjedele af patienter med fremskreden sygdom er strålebehandling sjældent en mulighed. Disse patienter behandles med kemoterapi baseret på platin og etoposid.
”Behandlingen giver ofte initialt markant sygdomsskrumpning og symptomlindring, men resistens og tilbagefald opstår hurtigt. Den mediane overlevelsestid ligger på otte til ti måneder, og langtidsoverlevelse er yderst sjælden,” siger Seppo W. Langer.
Kemoterapiens historie ved SCLC
Kombinationen af stråle- og kemoterapi ved begrænset sygdom er blevet gradvist forfinet siden introduktionen i 1970'erne.
Omkring 30 år senere blev strålebehandling givet 2 gange dagligt over 3 uger som standardbehandling, og senest er denne behandling yderligere blevet intensiveret i nordisk regi med tegn på forbedret overlevelse.
For udvalgte patienter med SCLC kan forebyggende strålebehandling af hjernen reducere risikoen for at udvikle hjernemetastaser og give en marginal forbedring af den forventede overlevelse.
Inden kræften udvikler resistens er den dog særdeles følsom over for både kemoterapi og strålebehandling.
”Følsomheden blev opdaget allerede i kemoterapiens tidlige æra i 1950'erne og 1960'erne, hvor man begyndte med sennepsgas-analoger og cyclophosphamid,” siger Seppo W. Langer.
Dengang brugte man altså tidlige former for kemoterapi, som var baseret på stoffer, der minder om sennepsgas, samt stoffet cyclophosphamid. Det markerede en tidlig forståelse af, at småcellet lungekræft kunne behandles med kemoterapi, selvom det var med primitive midler sammenlignet med i dag. Senere blev nye kemoterapistoffer som antracykliner og vinkaalkaloider tilføjet. Siden 1980’erne har behandlingen hovedsageligt været baseret på cis- eller carboplatin kombineret med etoposid.
”Behandlingen giver for de fleste patienter hurtigt indsættende og betydelig skrumpning af kræfttumorerne med mærkbar lindring og symptomkontrol Imidlertid udvikler sygdommen hurtigt resistens over for kemoterapi, uagtet typen,” siger Seppo W. Langer.
Artiklen er en omskrevet udgave af artiklen "Småcellet lungekræft har undveget moderne medicin indtil nu – men hvorfor?" på Onkologisk Tidsskrift