Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Første patient har fået verdens første lungekræftvaccine

Den første patient har modtaget en dosis af en ny vaccine mod lungekræft. Det er en mRNA-vaccine, som er udviklet til at bekæmpe en særlig type lungekræft, kaldet ikke-småcellet lungekræft (NSCLC), og forhindre, at den kommer tilbage.

Et nyt klinisk forsøg er netop begyndt, og det er første gang, denne vaccine, kaldet BNT116, bliver testet på mennesker. Forsøget foregår i syv forskellige lande: Storbritannien, USA, Tyskland, Ungarn, Polen, Spanien og Tyrkiet, og i alt vil cirka 130 patienter deltage. Patienterne er på forskellige stadier af sygdommen, og de vil få vaccinen sammen med immunterapi.

Vaccinen virker ved at træne kroppens immunsystem til at genkende og angribe kræftceller ved hjælp af de samme mRNA-teknologier, som blev brugt i COVID-19-vacciner. Målet er at aktivere kroppens eget forsvar mod kræften uden at skade de sunde celler, som kemoterapi ofte gør.

”Det er nemt at levere, og du kan vælge specifikke antigener i kræftcellen, og så målrette dem. Denne teknologi er den næste store fase i kræftbehandling,” siger leder af studiet i Storbritannien Siow Ming Lee fra University College London hospitals NHS Foundation Trust (UCLH) til The Guardian.

Håber at kunne forbedre overlevelsen

Janusz Racz på 67 år fra London var den første person, der fik vaccinen i Storbritannien. Han fik lungekræftdiagnosen i maj og begyndte kort efter kemoterapi og strålebehandling. Som deltager i det nye studie modtog Janusz Racz seks på hinanden følgende injektioner af BNT116 med fem minutters mellemrum over 30 minutter på National Institute for Health Research UCLH Clinical Research Facility. Hver injektion indeholdt forskellige RNA-strenge. Janusz Rasz vil få vaccinen hver uge i seks på hinanden følgende uger, og derefter hver tredje uge i 54 uger.

Forventningen er, at ​vaccinen i kombination med immunterapi vil stoppe kræften med at komme tilbage, hvilket er et hyppigt problem ved lungekræft.

"Jeg har været i lungekræftforskning i 40 år nu. Da jeg startede i 1990'erne, var der ingen, der troede på, at kemoterapi virkede. Vi ved nu, at omkring 20 til 30 procent [af patienterne] forbliver i live med stadium IV lungekræft, når de får immunterapi, og nu ønsker vi at forbedre overlevelsesraterne. Forhåbentlig kan denne mRNA-vaccine, oven i immunterapi, give det ekstra boost,” siger Siow Ming Lee.

Når fase I-studiet er slut, er planen at fortsætte med fase II- og III-studier, hvorefter håbet er, at vaccinen bliver standardbehandling på verdensplan og redder tusindvis af liv. Lungekræft er verdens førende årsag til kræftdødsfald og tegner sig for omkring 1,8 millioner dødsfald hvert år.

Del artikler