
”Jeg synes, at det er overraskende, at vi ser så gode resultater af den biologiske behandling, fordi det er ikke det, vi forventer, når vi kigger på de studier, der ligger til grund for, at behandlingen er blevet godkendt,” siger Marianne Baastrup Søndergaard.
Biologisk behandling giver håb: En del hårdt ramte astmapatienter bliver næsten symptomfri
Danske forskere viser for første gang, hvor mange patienter med svær astma, der opnår næsten symptomfri tilstand med biologisk behandling – og hvad der forudsiger optimal effekt.
Dansk svær astma register (DSAR) omfatter alle voksne patienter i biologisk behandling for svær astma i Danmark. Og i et nyt dansk studie har forskere for første gang via registeret opgjort, hvor stor en andel af voksne patienter med svær astma, der opnår klinisk remission (næsten symptomfri tilstand) efter 12 måneders behandling. Forskningen viser, at blandt patienter, der netop er begyndt i biologisk behandling, oplever næsten en femtedel af deltagerne remission efter et år.
”Vi havde på forhånd en forventning om, at de biologiske behandlinger ville reducere antallet af exacerbationer (forværringer, red.) og reducere patienternes dosis af orale kortikosteroider (OCS eller binyrebark-tablettter, red.), og i nogle tilfælde ville lede til helt ophør i brug af vedligeholdelses OCS. På den måde kan man sige, at biologisk behandling er en øvelse i at slippe for at give patienterne prednisolon,” siger medforfatter til studiet Marianne Baastrup Søndergaard, læge og ph.d. studerende ved Lunge- og Infektionsmedicinsk Afdeling, Bispebjerg Hospital.
Resultaterne overrasker
Resultaterne viser, at efter et år med biologisk behandling havde 104 ud af 501 patienter (cirka 21 procent), som aldrig havde fået denne type behandling før, ingen forbedring af deres tilstand. Men 397 patienter (cirka 79 procent) oplevede en positiv effekt af behandlingen. Af dem opfyldte 97 personer (cirka 24 procent) alle kravene til at betegnes som i 'klinisk remission'. Det betyder, at deres astma var så godt kontrolleret, at de ikke længere havde behov for daglig behandling med piller, og deres lungefunktion var blevet normal igen. Dette svarer til omkring 19 procent af alle patienterne i undersøgelsen.
”Jeg synes, at det er overraskende, at vi ser så gode resultater af den biologiske behandling, fordi det er ikke det, vi forventer, når vi kigger på de studier, der ligger til grund for, at behandlingen er blevet godkendt,” siger forskeren og peger på, at i de lægemiddelstudier, der ligger til grund for godkendelse af de biologiske præparater, er det alene vist, at behandlingerne sænker antallet af forværringer og behovet for prednisolon.
Reducereret OCS-dosis
”Når man tester mod placebo, kan man ikke vise, om behandlingen forbedrer deltagernes lungefunktion eller deres symptomscore betydeligt. Men i vores real life population kan vi se, at patienter ikke alene opnår klinisk respons, hvor de bliver bedre i forhold til exacerbationer og vedligeholdelses-OCS. Der er også nogle, som får en bedre symptomscore og øger deres lungefunktion,” lyder det fra Marianne Baastrup Søndergaard, som understreger, at ved klinisk respons har deltageren enten fået reduceret sin exacerbationsrate med 50 procent, eller også har deltageren fået reduceret sin OCS-dosis med 50 procent. Er begge dele ophørt, har deltageren selvsagt også opnået et klinisk respons.
