
Europæisk undersøgelse: Er blødning efter overgangsalderen en bivirkning til COVID-vaccine?
Kvinder, som ikke menstruerer på grund af overgangsalder eller langtidsvirkende hormonel prævention, rapporterer om to-fire gange øget forekomst af uventet underlivsblødning efter vaccination mod COVID-19.
Det viser et nyt studie fra den norske pendant til Statens Serum Institut, Folkehelseinstituttet. Studiet er publiceret i tidsskriftet Science Advances. Studiet fik 20. november den europæiske bivirkningskomité under EMA, PRAC, til at indlede en vurdering af postmenopausal blødning som en mulig bivirkning efter COVID-19-vaccinerne fra Pfizer/BioNTech og Moderna.
Det er ikke nyt, at kvinder kan få uventede og kraftige menstruationsblødninger efter en vaccination mod corona. Det Europæiske Lægemiddelagentur EMA besluttede i oktober 2022, at produktinformationen for mRNA-vaccinerne inkluderer kraftig menstruationsblødning som en potentiel bivirkning.
Men denne gang handler det altså ikke om kvinder, som i forvejen har menstruationer. Det drejer sig om kvinder, som har været i overgangsalderen, og som altså ikke længere burde få menstruation, men som alligevel i mange tilfælde har oplevet netop dét efter en coronavaccination. Det gælder også kvinder, som normalt ikke menstruerer på grund af langtidsvirkende hormonel prævention som eksempelvis hormonspiral.
Og den nye undersøgelse finder også en høj forekomst af uventet underlivsblødning i tiden efter coronavaccine hos kvinder, der ikke menstruerer.
"I denne undersøgelse har vi dokumenteret, hvordan et stort udvalg af kvinder svarede, da de blev spurgt om uventet underlivsblødning kort tid efter vaccination," siger Kristine Blix, læge og forsker ved Folkehelseinstituttet.
