
"Jeg håber, at patienterne snart får adgang til behandlingen, men vi må væbne os med tålmodighed og afvente resultaterne, så der ikke er tvivl,” siger Berit Jul Mosgaard.
Eksperimentel metode øger fortsat overlevelsen ved fremskreden æggestokkræft
'Varm' kemoterapi (HIPEC) givet i bughulen under kirurgi øger overlevelsen markant ved stadium III æggestokkræft sammenlignet med operation alene, viser ny forskning. Behandlingen kan blive standard i Danmark, når vi har mere evidens, siger overlæge Berit Jul Mosgaard.
HIPEC (hyperterm intraperitoneal kemoterapi) blev tidligere på året kendt i den brede offentlighed i forbindelse med kræftskandalen fra mave-tarm-kirurgisk afdeling på Aarhus Universitetshospital. Her havde behandlingsformen en hovedrolle, idet Aarhus Universitetshospital var det eneste hospital i landet, som foretog HIPEC ved mave-tarm-kræft. Men inden for tarmkræft har Sundhedsstyrelsen i juni nedklassificeret HIPEC fra at være en standardbehandling til at være en eksperimentel metode.
Inden for æggestokkræft anvender man metoden i flere europæiske lande, men i Danmark har det lægefaglige selskab valgt ikke at indskrive metoden i retningslinjerne på grund af faglig uenighed om evidensen trods tidligere positive resultater fra et forskningsstudie ved navn OVHIPEC-1. Nu er der nye og endelige overlevelsesdata fra studiet, der er publiceret i The Lancet Oncology.
”De nye data bekræfter, hvad vi har set tidligere – at behandlingen har en positiv effekt på overlevelsen. Det mest interessante er de HRD-negative i subgruppe-analysen, hvor man kan se størst effekt,” siger Berit Jul Mosgaard, overlæge i gynækologisk kræft på Rigshospitalets Afdeling for Kvindesygdomme.
HRD-negativ betyder, at en kræft ikke har en bestemt svaghed i sin evne til at reparere DNA, som nogle behandlinger er designet til at udnytte. Derfor kan såkaldte PARP-hæmmere måske ikke være lige så effektive, og det kan påvirke patientens overlevelsesmuligheder.
OVHIPEC-1-studiet har tidligere vist, at HIPEC under intervalkirurgi førte til forbedret progressionsfri og samlet overlevelse ved 4,7 års opfølgning hos patienter med epitelial æggestokkræft i stadium III, som ikke var egnede til primær cytoreduktion.
