
”Betydningen af influenza-vaccine for patienter med hjerte-kar-sygdom kan sammenlignes med, at sænkning af kolesteroltallet leder til mindre risiko for død. Desuden er vaccinationen en billig og sikker behandling, som man kun behøver at få en gang om året,” siger Ole Frøbert.
Ny europæisk anbefaling: Influenzavaccine skal bruges til at forebygge hjerte-kar-sygdomme
Efter en blodprop i hjertet er det vigtigt at få den årlige influenza-vaccine. Det viser dansk forskning, som netop har ført til ændrede retningslinjer for hjertepatienter i hele Europa. Nu er Steno Diabetes Center Aarhus som de første i verden i gang med at afprøve, om en influenza-vaccine også kan hjælpe børn med type 1-diabetes.
Særligt personer med hjerte-kar-sygdom har gavn af at få den årlige influenzavaccine. Det fastslår et dansk studie publiceret i tidsskriftet Circulation. Forskningen har ført til, at European Society of Cardiology i august ændrede deres retningslinjer og nu anbefaler, at alle patienter, der i influenzasæsonen bliver indlagt med en blodprop i hjertet, skal have en influenzavaccine, inden de bliver udskrevet. Desuden skal patienter, der har haft en blodprop i hjertet, huske at få den årlige influenzavaccine.
”Influenzavaccinen har nu fået guldmærket som et middel til at forebygge hjerte-kar-sygdomme. Anbefalingen hviler på tungere forskningsdata end tilsvarende anbefalinger for henholdsvis rygestop, motion og sund kost efter en blodprop i hjertet,” siger Ole Frøbert, der er professor på Steno Diabetes Center Aarhus og Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet. Han står bag den forskning, som har ført til de ændrede europæiske retningslinjer.
Vaccinen giver markant effekt
”Betydningen af influenza-vaccine for patienter med hjerte-kar-sygdom kan sammenlignes med, at sænkning af kolesteroltallet leder til mindre risiko for død. Desuden er vaccinationen en billig og sikker behandling, som man kun behøver at få en gang om året,” siger Ole Frøbert.
Den oprindelige forskning, som ligger til grund for de ændrede retningslinjer, viste, at hvis patienter fik en influenzavaccination umiddelbart efter, at de havde fået en blodprop i hjertet, havde de 41 procent lavere risiko for at være døde et år efter vaccinationen - i forhold til de patienter, der ikke havde fået vaccinen.
”Det er en meget markant forskel, for vi er efterhånden blevet ret gode til at behandle blodpropper i hjertet,” siger Ole Frøbert.
