
"Nu står vi i en form for brydningstid, blandt andet fordi vi har set resultaterne med lecanemab, som blev offentliggjort i efteråret, og som ser lovende ud. og hvor vi går og venter på, hvad EMA og de danske myndigheder kommer frem til,” siger Kristian Steen Frederiksen.
Alzheimers-området er inde i en brydningstid: 83 lægemidler på vej
En stribe lægemidler, der retter sig mod proteiner såvel som hjernens receptorer og patienternes immunrespons, er på vej til behandling af Alzheimers sygdom, fortæller overlæge Kristian Steen Frederiksen.
De europæiske lægemiddelmyndigheder foretager i øjeblikket en vurdering af lægemidlet lecanemab som behandling til patienter med Alzheimers sygdom. Det humane monoklonale antistof kan blive den første sygdomsmodificerende Alzheimers-behandling, der bliver tilgængelig i Europa, men inden for de kommende år kan flere nye behandlinger med forskellige virkningsmekanismer og målgrupper følge efter. Det fortæller overlæge og leder af klinisk forskningsenhed på Nationalt Videnscenter for Demens på Rigshospitalet, Kristian Steen Frederiksen, der i juli var engageret ved neurologi-kongressen EAN 2023, hvor han havde opgaver som ordstyrer og oplægsholder ved flere sessioner.
Blandt andet var han ordstyrer ved en session om European Brain Counsils RETHINKING-projekter, der går ud på at identificere udfordringer og mål samt at udvikle vejledninger, der kan understøtte nytænkning inden for håndteringen af neurologiske sygdomme. Kristian Steen Frederiksen skullel ved sessionen selv afrapportere fra projektet RETHINKING Alzheimer’s diseases aktiviteter i 2022, hvor fokus har været på opsporing og diagnosticering, mens dette års fokus er på behandling og monitorering af sygdommen.
83 lægemidler i pipeline
Aduhelm (aducanumab), der nåede gennem fase III for et par år siden og opnåede godkendelse i USA ved FDA, gav ikke det forventede gennembrud, men blandt andet positive resultater med lecanemab har givet medicinalvirksomheder verden over mod på at investere i udvikling på området, og lige nu er ikke færre end 83 forskellige lægemidler under afprøvning som behandling eller forebyggelse mod Alzheimers, viste en opgørelse fra LIF tidligere på året.
Kristian Steen Frederiksen hæfter sig især ved, at virksomheder og forskningsgrupper arbejder med mange forskellige virkningsmekanismer og målgrupper for behandlingerne.
“Der er studier på tværs af spektret af sygdomsgrader, og ikke overraskende ser der ud til at være en sammenhæng mellem sværhedsgraden af sygdommen og hvilke mekanismer, man forsøger at udnytte,” siger han.
