
En såkaldt PEP-buddy.
Lille åndedrætsapparat forbedrer vejrtrækningen hos patienter med KOL
En ud af ti voksne lider af invaliderende følger af kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL), men forskning i og opfindelse af et nyt åndedrætsapparat udviklet af lungeforskere på University of Cincinnati giver håb om at forbedre deres liv.
Den nye enhed forbedrer ikke kun symptomer på åndenød og livskvalitet hos mennesker med KOL, den har også fordele for personer med stress, angst og dem, der praktiserer mindfulness, meditation og/eller yoga, det viser forskningen, som er offentliggjort i tidsskriftet Respiratory Care.
Enheden, kaldet PEP Buddy, blev skabt af Muhammad Ahsan Zafar, MD, og Ralph Panos, MD. Førstnævnte er lektor ved afdelingen for Pulmonologi, Intensiv Medicin og Søvnmedicin på UC College of Medicine, mens Panos er professor emeritus i pulmonologi og intensiv medicin ved UC College of Medicine og direktør for det nationale tele-ICU-program for US Veterans Affairs.
”Dr. Panos og jeg ser begge patienter med KOL, og deres liv ændrer sig virkelig, når de får sygdommen. De var aktive personer, men nu er de handicappede og begrænsede, så vi ønskede at finde på noget, der let kan forbedre deres liv,” siger Zafar.
På størrelse med en fløjte
Han og Panos har udviklet en håndfri enhed, der er på størrelse med en fløjte. Det har de gjort med afsæt i de eksisterende PEP-fløjter på markedet, som ofte er håndholdte, store og klodsede. Derfor har forskerne forsøgt at opfinde en ny variant, der er meget simpel, let og nem at bruge. Enheden er designet til at blive båret omkring halsen i en snor til daglig brug og indsættes i munden efter behov, under eller efter anstrengelse.
Hvad er en PEP-fløjte?
PEP-fløjten fungerer ved at skabe en modstand, når brugeren udånder gennem den. Det øger trykket i lungerne under udånding, hvilket hjælper med at holde luftvejene åbne. Det øgede tryk kan forhindre sammenklapning af de små luftveje (alveoler) i lungerne og hjælpe med at fjerne slim fra lungerne. Det kan forbedre iltning, reducere åndenød og forbedre den generelle lungefunktion.
I studiet undersøgte forskerne patienter med KOL med åndenød, og gav dem to opgaver.
”Vi udførte en seks-minutters gangtest med og uden enheden. De fik enheden med hjem og brugte den i deres daglige rutiner. Efter to uger blev der foretaget en opfølgning for at se, hvordan brugen af PEP Buddy påvirkede deres åndenød og livskvalitetsscore,” siger Zafar.
Undersøgelsen viste, at 72 procent af deltagerne havde en betydelig effekt på at reducere deres åndenød og forbedre deres livskvalitet. Blandt dem, der havde fald i iltniveauet under gang, oplevede 36 procent intet fald i deres iltniveau, når de brugte PEP Buddy. Det er den første mekaniske enhed, der viser en sådan effekt på iltniveauer hos personer med KOL.