Færre patienter søger om eksperimentel behandling
Sundhedsstyrelsens rådgivende panel har i 2022 vurderet en femtedel færre patientsager om muligheden for eksperimentel behandling end året før, viser ny årsrapport.
I 2022 har panelet vurderet muligheder for eksperimentel behandling i 77 nye patientsager, hvilket er 20 procent færre end i året før, fremgår det af Sundhedsstyrelsens årsrapport for 2022. Derudover er fire patienters sager blevet genvurderet af panelet.
Sundhedsstyrelsen forklarer faldet i antallet af sager med, at det højst sandsynligt skyldes organisatoriske ændringer, for eksempel at der er oprettet flere kliniske forskningsenheder, og at det dermed er blevet lettere for behandlingsafdelingerne selv at afsøge mulighederne for eksperimentel behandling. Samtidig er der sket store landvindinger indenfor medicin, eksempelvis er nogle behandlinger, der tidligere var eksperimentel behandling, nu anerkendt som standardbehandling. Derfor er der ikke længere behov for rådgivning fra panelet omkring disse behandlinger, forklarer Sundhedsstyrelsen.
En tredje årsag kan være, at der ikke er tilstrækkelig viden om ordningen. Derfor har Sundhedsstyrelsen planlagt en informationsindsats rettet bredt til sygehuse samt specifikt mod de onkologiske og hæmatologiske afdelinger. Den skal sikre, at der er kendskab til ordningen, så flest muligt i målgruppen bruger tilbuddet.
Tallene stammer fra Sundhedsstyrelsens rapport ’Rådgivning om eksperimentel behandling af mennesker med livstruende sygdom’, der udkommer årligt.
Alle sager handlede om kræft
Selvom Sundhedsstyrelsens rådgivende panel beskæftiger sig med alle typer af livstruende sygdomme, hvor der forinden er forsøgt med etableret behandling, drejede alle patientsager i 2022 om kræft. De fire hyppigste sygdomme, som patienter var diagnosticeret med i de vurderede sager i 2022, var tyktarmskræft, brystkræft, livmoderhalskræft og kræft i hjernen. I 2021 var det lungekræft, livmoderhalskræft og brystkræft.
