Målrettede behandlinger reducerer sygdomsbyrden ved lungekræft
Lungekræft-patienter, der modtager nyere målrettede behandlinger, har en signifikant reduceret risiko for død og lavere risiko for at komme på førtidspension. Det gælder for alle undergrupper af patienter, viser ny, dansk real world evidence.
Real World Evidence (RWE) refererer til data og information, der indsamles "i den virkelige verden" uden for traditionelle kliniske forsøg.
Det danske registerstudie sammenligner to grupper af lungekræftpatienter, der blev diagnosticeret før og efter juni 2006, hvor de første målrettede behandlinger blev godkendt.
I tidlige og lokalt fremskredne stadier (I–III) havde lungekræftpatienter 18 procent reduktion i risikoen for død, mens de såkaldte ALK-patienter, der blev behandlet med ny målrettet medicin efter 2016, havde en reduceret risiko på 63 procent.
Den lavere risiko for død skyldes sandsynligvis nyere operationsteknikker og strålebehandling, skriver forskerne bag undersøgelsen, da der ikke blev introduceret nye systemiske behandlinger til lungekræft (i stadie I-III) i perioden.
Den samlede undersøgelsespopulation bestod af 4.350 fordelt ligeligt mellem de to grupper, og data blev indsamlet fra danske registre i tidsperioden fra 2004 til 2018. Sammenligningsgruppen, der bestod af patienter diagnosticeret efter 2016, havde modtaget mindst én behandling af målrettet behandling bestående af de såkaldte tyrosinkinasehæmmere, der virker ved at blokere enzymer kaldet tyrosinkinaser, der er involveret i vækst og spredning af kræftceller.
