
“I betragtning af hvor effektivt et middel, lithium er, er det ærgerligt at konstatere, at det kun bruges i ringe omfang. Derfor har vi valgt at sætte ind med tiltag, der har til hensigt at gøre det nemmere for lægerne derude at overskue det i praksis,” siger René Ernst Nielsen.
Bestemt medicin kan hjælpe ved bipolar lidelse – men mange får det ikke
Med det formål at gøre læger trygge ved at bruge lægemidlet lithium til patienter med bipolar lidelse, er internationale eksperter gået i gang med bl.a. at producere guidelines, som er målrettet håndteringen af bivirkninger. De skal ses som et supplement til øvrige guidelines for anvendelsen af lithium.
“I betragtning af hvor effektivt et middel, lithium er, er det ærgerligt at konstatere, at det kun bruges i ringe omfang. Derfor har vi valgt at sætte ind med tiltag, der har til hensigt at gøre det nemmere for lægerne derude at overskue det i praksis,” siger René Ernst Nielsen, professor, overlæge og ph.d ved Aalborg Universitet og ved Psykiatrien i Region Nordjylland.
De første guidelines kom sidste år, og der kommer flere til i år, som beskriver både, hvordan man monitorerer og opdager bivirkningerne ved lithium, og hvordan man efterfølgende håndterer dem.
Bør være førstevalget
Ifølge de generelle guidelines om behandling af bipolar lidelse bør lithium være førstevalget i behandlingen. Men både i udlandet og herhjemme følges denne retningslinje så langt fra alle steder. I Danmark findes der 20-25.000 mennesker med denne lidelse, som følges i eller har været fulgt i hospitalspsykiatrisk regi og derfor burde tilbydes denne behandling. Men i realiteten vurderer René Ernst Nielsen, at det kun er en mindre andel, der er i behandling med lithium.
“Jeg tror, det skyldes en bekymring blandt lægerne både for effekten af midlet og for, om det har flere bivirkninger end andre behandlinger, og hvordan man skal håndtere disse bivirkninger. Anvendelsen af lithium kræver, at man løbende tager blodprøver, og på den måde opleves det måske også lidt mere besværligt,” siger han.
En anden forklaring på den ringe brug af lithium ser han i, at der i 90’erne og 00’erne blev gjort en stor indsats for at markedsføre andre præparater. Og da ingen har kunnet tage patent på lithium, fordi det er et gammelt middel, har der ikke været gjort den samme indsats for at fortælle om lithiums positive effekter.
