
I 2019 blev denguefeber udnævnt af WHO som en af den globale sundheds top-10 trusler, og danskere, som rejser til Asien og Latinamerika, frygter også den myggebårne virus.
Godt nyt for rejselystne danskere: Ny vaccine mod en af verdens største sundhedstrusler
For danskere, som rejser til Asien og Latinamerika, er der godt nyt, for den første vaccine mod dengue-feber er nu lanceret i Danmark.
Vaccinen er godkendt af Europa-Kommissionen til brug hos personer i alderen fra fire år. Vaccinen, der hedder Qdenga, er den eneste denguevaccine, der er godkendt i Europa til brug hos personer, der ikke tidligere har været smittet med denguefeber.
Et fase 3-forsøg viste sidste sommer, at to dosis-vaccinen var sikker og forebyggede gennem 4,5 år 61 procent af tilfældene med symptomatisk denguefeber og 84 procent af hospitalsindlæggelser.
I 2019 blev denguefeber udnævnt af WHO som en af den globale sundheds top-10 trusler. Omkring halvdelen af jordens befolkning lever i dag i områder med risiko for denguefeber, og det anslås, at denguevirus på verdensplan forårsager 390 millioner infektioner og 20.000 dødsfald om året. I visse dele af Latinamerika og Asien er denguefeber en af de mest udbredte alvorlige sygdomme blandt børn.
Kun cirka en fjerdedel af dem, der rammes af denguefeber, oplever symptomer, som blandt andet omfatter feber, hovedpine og udslæt. Men sygdommen kan dog have et mere alvorligt forløb, der kan kræve hospitalsindlæggelse. Der findes ingen kur mod denguefeber, men symptomerne kan behandles.
Hidtil har den eneste forebyggelse for de fleste været at undgå at blive stukket af myg, det vil sige ved anvendelse af et insektmiddel og ved at anvende myggenet.
Der er ganske vist udviklet én anden vaccine, en levende svækket vaccine ved navn Dengvaxia, som kom i 2016. Den beskytter mod alle fire denguevirustyper og har vist vedvarende effekt på både dengue-infektion og alvorlig denguefeber hos personer, som har haft denguefeber tidligere. Imidlertid har det vist sig, at vaccinen er forbundet med øget risiko for alvorlig infektion for personer, som ikke har haft dengue-infektion tidligere. Vaccinen kan derfor kun anvendes til personer, der har haft dokumenteret denguefeber tidligere, er i alderen 9-45 år, og som bor i endemiske områder.