Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Morten Meldal. Foto: Københavns Universitet

Dansk kemikers Nobelpris-belønnede metode finder kræft i hunde

Forskere har fundet kræfttumorer i hunde ved hjælp af såkaldt klik-kemi. Resultaterne giver håb om, at den nobelpris-belønnede metode også kan bruges til at behandle kræft i mennesker.

I september 2022 udløste klik-kemi en nobelpris til den danske forsker Morten Meldal, som fik overrakt sin pris af den svenske konge i Stockholm 10. december. Nu viser forskere fra University of Missouri i USA i et studie bragt i Molecular Pharmaceutics, at de er lykkedes med at finde tumorer i hunde med knoglekræft ved hjælp af klik-kemi.

Princippet bag klik-kemi er, at to dele af et molekyle ’klikker’ sammen, ligesom byggeklodser. I den nye undersøgelse har fem syge hunde modtaget to indsprøjtninger med stoffer, der hver især binder sig til en ‘klik-del’. Hundene har først fået en indsprøjtning med stoffet bisphosphonat, der ophober sig i områder, hvor knoglerne ikke er raske. Stoffet har man bundet til den ene ‘klik-del’. Derefter har hundene fået en anden indsprøjtning med en særlig slags radioaktiv isotop, der bliver brugt ved PET-skanninger. På isotoperne har man sat den anden klik-del. På den måde finder bisphosphonat de syge steder i hundenes knogler, og bagefter klikker de radioaktive isotoper sig fast samme sted. Når isotoperne henfalder, kan man se på PET-skanningen, hvor der er ophobninger og dermed (muligvis) sygdom.

Klik-kemimetoden har tidligere vist sig at kunne fungere i mus, men i større kroppe har der været tvivl om, hvorvidt de to sider af molekylet, der skal klikke sammen, har kunnet finde hinanden. Det viser de nye resultater nu, at de kan i de fem hunde, der alle vejede omkring 45 kg og derfor er relativt sammenlignelige med mennesker, når det drejer sig om krops- og blodvolumen.

Ifølge en af forskerne bag det nye studie, Jeffrey Bryan, der er lektor i veterinær onkologi, har klik-kemimetoden den fordel, at den finder flere af de tumorer, der kan være gemt i skelettet. Hunde, der måske havde én kendt tumor, viste sig nemlig at have flere, når forskerne så på PET-skanningerne.

»Knoglekræft rammer både hunde og mennesker og forårsager stærke smerter, halten og hævelse i lemmerne. Alt, vi lærer om behandling af de her hunde, kan oversættes til at hjælpe mennesker hen ad vejen,« siger han i en pressemeddelelse fra universitetet.

Opdagelsen af klik-kemi-reaktionen skete for mere end 20 år siden, og kemikere verden over har lige siden arbejdet med og videreudviklet metoden.