
Ny bivirkning til covid-vaccinerne fra Pfizer og Moderna
Den europæiske bivirkningskomité PRAC anbefaler nu, at kraftig menstruationsblødning bliver inkluderet i produktresuméet for COVID-19-vaccinerne fra Pfizer/BioNTech (Comirnaty) og Moderna (Spikevax).
PRAC´s anbefaling kommer efter en grundig gennemgang af tilgængelige data om indberettede tilfælde af kraftig menstruationsblødning efter COVID-19-vaccination. På den baggrund vurderer PRAC, at det ikke kan afvises, at kraftig menstruationsblødning kan opstå efter vaccination (herunder booster) mod covid-19 med vaccinerne fra Pfizer/BioNTech og Moderna. De fleste tilfælde var forbigående og ikke alvorlige.
”Sammen med lægemiddelmyndigheder i resten af EU har Lægemiddelstyrelsen løbende bidraget til PRAC´s vurdering, og derfor er det tilfredsstillende, at PRAC nu er nået frem til en konklusion. Allervigtigst er det dog, at fordelene ved covid-19-vaccinerne fortsat langt overstiger risikoen for alvorlige eller varige bivirkninger for både kvinder og mænd,” siger Line Michan, der er chef for Lægemiddelstyrelsens enhed for lægemiddelovervågning.
Et studie, offentliggjort i BMJ Medicine 27. september, med deltagelse af 20.000 kvinder fra Canada, Storbritannien, USA og Europa har også kunnet kæde COVID-19-vaccination sammen med en gennemsnitlig stigning i menstruationscykluslængden – dog på mindre end én dag. Stigningen var ikke forbundet med nogen ændring i antallet af dage med menstruation (dage med blødning), og for de fleste undersøgelsesdeltagere forsvandt stigningen i cyklussen efter vaccination.
Der er dog ingen data, der tyder på, at menstruationsforstyrrelser, som nogle kvinder oplever, har nogen indflydelse på reproduktion og fertilitet. En gennemgang udført af EMA's Emergency Task Force har også vist, at mRNA COVID-19-vacciner ikke forårsager graviditetskomplikationer for vordende mødre og deres babyer, og de er lige så effektive til at reducere risikoen for hospitalsindlæggelse og dødsfald hos gravide, som de er hos ikke- gravide kvinder.
Menstruationsforstyrrelser generelt er ret almindelige, og de kan opstå af en lang række årsager. Dette inkluderer nogle underliggende medicinske tilstande. Enhver person, der oplever postmenopausal blødning eller er bekymret for en ændring i menstruationen, bør konsultere deres læge.
Sundhedspersonale og patienter opfordres til fortsat at rapportere tilfælde af kraftige menstruationsblødninger til deres nationale myndigheder.
