Medicinrådet udgiver seponeringslisten 2026
For første gang siden Medicinrådet overtog opgaven med at vejlede almen praksis i rationel brug af lægemidler fra Sundhedsstyrelsen, udgiver rådet nu Seponeringslisten 2026. Udgivelsen giver praktiserende læger et samlet opslagsværk til at vurdere, hvornår medicin kan trappes ned eller stoppes.
Seponeringslisten rummer både tommelfingerregler og specifikke anbefalinger på tværs af ofte anvendte lægemidler som mavesyredæmpende midler, smertestillende, antidepressiva, benzodiazepiner, opioider, statiner, blæremidler, hormoner og inhalationssteroider ved stabil KOL. Fokus er, at lægen løbende revurderer indikation, varighed og effekt i lyset af patientens samlede sygdomsbillede – samt følger op efter ændringer. Publikationen formulerer det således: ”Et lægemiddel bør seponeres, hvis der ikke længere er indikation for behandlingen, ved uacceptable bivirkninger, manglende effekt, ellers hvis patienten ikke ønsker lægemidlet.”
Arbejdet med Seponeringslisten blev tidligere drevet i regi af Indsatser for Rationel Farmakoterapi (IRF) i Sundhedsstyrelsen. Med overdragelsen pr. 1. januar 2025 er Seponeringslisten nu et Medicinrådet-produkt og udkommer årligt. Den aktuelle udgave indeholder redaktionelle opdateringer, herunder fjernelse af udgåede præparater og opdaterede referencer. Den udsendes i slutningen af november sammen med Ugeskrift for Læger og kan desuden hentes via regionerne eller som pdf fra Medicinrådets hjemmeside.
Supplerer DSAM’s ”kampskrift” om afmedicinering
Professor Anton Pottegård fra Syddansk Universitet er hovedforfatter til Dansk Selskab for Almen Medicins (DSAM’s) nye vejledning om afmedicinering, der udkom i oktober , og som Pottegård beskrev som ”et almenmedicinsk kampskrift”. Han kalder det vigtigt, at Medicinrådet viderefører arbejdet med Seponeringslisten og ser det som et praktisk supplement til DSAM-vejledningen. ”Den er også citeret i vores vejledning som et ’værktøj, vi anbefaler’,” siger Anton Pottegård i en mail til Medicinske Tidsskrifter.
Hvor DSAM-vejledningen retter fokus mod dialogen med patienten, prioriteringer og ansvar i klinikken, omsætter Seponeringslisten principperne til konkrete, lægemiddelspecifikke anbefalinger for, hvornår og hvordan behandling kan pausere eller ophøre – med plan, opfølgning og sikker aftrapning, hvor det er nødvendigt.
Listen er udarbejdet af Medicinrådet i samarbejde med repræsentanter fra Region Nordjylland, Region Midtjylland, Region Syddanmark, Region Sjælland, Region Hovedstaden, Dansk Selskab for Geriatri, Dansk Selskab for Klinisk Farmakologi, Dansk Selskab for Almen Medicin, Forskningsenheden for Almen Praksis, Odense Deprescribing Initiative og Dansk Selskab for Multisygdom og Polyfarmaci og Danmarks Farmaceutiske Selskab.
Seponeringslisten findes i en udvidet onlineversion og som pdf i fuld længde her.
