
”Det er de bedste resultater, der nogensinde er set,” siger Martin Hutchings.
Professor om ny CAR-T-behandling: Den mest effektive behandling, verden har set
EHA: En ny CAR-T-behandling har givet overraskende gode resultater hos patienter med storcellet B-cellelymfom – en aggressiv form for blodkræft, som ofte vender tilbage eller ikke reagerer på almindelig behandling. Fire ud af fem patienter blev sygdomsfri, og ifølge professor Martin Hutchings fra Rigshospitalet er det den mest effektive behandling, der nogensinde er set til denne type sygdom. Han kalder resultaterne et gennembrud med et meget stort potentiale for fremtiden.
CAR-T-behandling er en særlig form for immunterapi, hvor læger bruger patientens egne immunceller. Cellerne bliver taget ud af kroppen og omprogrammeret i et laboratorium, så de kan genkende og angribe kræftceller, når de føres tilbage i kroppen.
Behandlingen, der endnu ikke har fået et officielt navn, går foreløbigt under navnet JNJ-90014496. Den er udviklet til at angribe to forskellige strukturer på overfladen af kræftcellerne – CD19 og CD20 – og adskiller sig dermed fra de CAR-T-behandlinger, som kun rammer ét mål. Det betyder, at chancen for, at kræftcellerne kan undslippe behandlingen, bliver mindre.
Fase IB-resultaterne for det eksperimentelle bispecifikke CAR-T-produkt er netop blevet præsenteret på det europæiske hæmatologiske selskab EHA’s årsmøde.
Danske hospitaler har spillet en vigtig rolle
To danske hospitaler har været med til at afprøve behandlingen: Rigshospitalet og Odense Universitetshospital. Begge har stor erfaring med at teste nye kræftbehandlinger.
Professor Martin Hutchings fra Rigshospitalet forklarer, at de foreløbige resultater "de bedste resultater, der nogensinde er set" hos patienter med denne type blodkræft – altså storcellet B-cellelymfom, hvor sygdommen er vendt tilbage eller ikke har reageret på tidligere behandling. Ifølge ham virker behandlingen markant bedre end de eksisterende CAR-T-behandlinger, som kun går efter ét mål på kræftcellerne.
I det internationale forsøg deltog 48 patienter med storcellet B-cellelymfom, som enten havde fået tilbagefald efter tidligere behandling eller aldrig havde reageret på behandling. 42 af dem kunne vurderes for effekt. Over 90 procent fik gavn af behandlingen, og hos godt 76 procent var kræften ikke længere målelig ved opfølgning.
Blandt de patienter, som fik den dosis, man nu anbefaler til videre afprøvning – 75 millioner CAR-T-celler pr. kilo kropsvægt – havde 95 procent effekt, og 80 procent var helt uden målbar sygdom efter tre måneder.
Behandlingen er tidligere blevet testet i Kina, og resultaterne herfra lignede de nye internationale data. I Kina så man, at kræften stadig ikke var vendt tilbage hos mange patienter selv efter to og et halvt år.
”De nye data fra det globale studie replicerer i høj grad de data, vi var bekendte med fra det oprindelige kinesiske studie. I det globale studie har en dosis på 75 millioner CAR+ T-celler vist sig at give det bedste forhold mellem effekt og bivirkninger,” siger Martin Hutchings.
Færre bivirkninger end frygtet
Som ved andre CAR-T-behandlinger kan kroppen reagere kraftigt, når de ændrede immunceller går til angreb på kræftcellerne. Den mest almindelige bivirkning er en form for betændelsesreaktion kaldet CRS, som kan give feber, træthed og ubehag. I det nye studie fik 79 procent CRS, men i de fleste tilfælde var det mildt. En mindre andel fik også midlertidige påvirkninger af hjernen (ICANS), men ingen tilfælde var alvorlige.
I den gruppe, der fik den anbefalede dosis, fik 86 procent mild CRS, og kun fem procent fik neurologiske bivirkninger – igen uden alvorlige tilfælde.
De mest almindelige alvorlige bivirkninger var lavt antal blodlegemer og infektioner, som er velkendte reaktioner ved denne type behandling. Der var ingen dødsfald som følge af behandlingen.
”Bivirkningsprofilen var som forventet med de kinesiske data in mente. CRS og ICANS sås langt overvejende i mild grad, så behandlingen er umiddelbart ikke mere toksisk, end hvad vi kender fra de CD19-rettede CAR-T-celleterapier,” siger Martin Hutchings.
Studiet fortsætter nu med længere opfølgning for at se, hvor længe effekten varer, og om nogle patienter kan være helbredt på længere sigt.
Artiklen er en omskrevet version af artiklen Professor om ny bispecifik CAR-T til fremskreden LBCL: Den mest effektive behandling verden har set på Hæmatologisk Tidsskrift