Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Svend Lings: Lægeforeningen har lukket alle mine mailkonti uden varsel

"Lægeforeningen har lukket alle mine mailkonti uden varsel."

Det siger den kontroversielle læge Svend Lings, som står bag foreningen Læger for aktiv Dødshjælp. I sidste uge lagde foreningen en liste på over 300 lægemidler, der er velegnede til selvmord, ud på hjemmesiden. 
Listen indeholder en beskrivelse af fremgangsmåde og forberedelse og desuden en fortegnelse over, hvilke lægemidler der kan bruges.
Det gjorde formand for Lægeforeningen, Andreas Rudkjøbing, vred.
”Det er et udtryk for lægeassisteret selvmord, og listen bør fjernes fra hjemmesiden”, sagde han til Ugeskrift for Læger.
”Det er en meget alvorlig sag, og jeg er bekymret over, hvilke konsekvenser det kan have for eksempelvis for patienter, som er i stor psykisk krise og med et meget stærkt dødsønske. De kan finde en meget konkret opskrift på den hjemmeside på at tage livet af sig selv. Det er bekymrende, fordi vi taler om mennesker i livskrise, som sundhedsvæsenet har rigtig gode tilbud til og som har mulighed for et godt liv på den anden side, sagde han.

"Jeg fik intet at vide"

Svend Langs siger, at han intet fik at vide om lukningen.
"Jeg fik at vide fra andre, at de ikke kunne skrive til mig. Jeg havde flere mailadresser, som pegede hen på min mailadresse under Lægeforeningen. Ingen fungerer nu. Jeg ringede til Lægeforeningen og fik at vide, at jeg havde misbrugt mine konti, og at jeg ville få besked om lukningen over brev. Men det kan jo være en uge undervejs," siger Svend Lings.
Også en pdf med adresser er forsvundet fra Læger for Aktiv Dødshjælps hjemmeside.
"Siden er blevet hacket. Jeg kan selvfølgelig ikke sige, hvem der har gjort det. Men pdf´en var forsvundet fra siden i morges," siger Svend Lings.
Det pensionerede læge fik sidste år frataget sin autorisation som læge, fordi han har fortalt, at han har hjulpet mindst ti mennesker til at dø ved at udskrive sovemedicin til dem og forklaret præcis, hvordan det skulle indtages. Han risikerer tre års fængsel, når han skal for retten til september. 
Han er dog ikke ekskluderet af Lægeforeningen.

Lægeforeningen: Ikke i overensstemmelse med reglerne

Lægeforeningens direktør, Bente Hyldahl Fogh, siger, at Svend Lings tidligere er blevet advaret om, at en dadlnet-konto er en privat mailadresse for medlemmer af Lægeforeningen, som ikke må anvendes med andre formål for øje.
"Derfor er hans brug af en dadlnet-adresse som kontaktadresse for Læger for Aktiv Dødshjælp ikke i overensstemmelse med reglerne. Han er den 2. marts blevet advaret om, at det kan blev nødvendigt at lukke med hans konto, da mailadressen var anvendt på lægegruppens hjemmeside. Vi er nu blevet bekendt med, at adressen figurerer på Facebook, og derfor har det været nødvendigt at lukke hans konto. Lægeforeningens it-chef har efterfølgende talt med Svend Lings, som har erkendt, at der er tale om fejl og vil fjerne denne alias-adresse på Facebook. Når det er sket, vil han kunne benytte sin personlige dadlnet-mail på normal vis,” siger Bente Hyldahl Fogh.

Tags: aktiv dødshjælp, aktivdoedshjaelp

Del artikler