Kommunerne kommer med anbefalinger til ny psykiatriplan
Regeringen er på vej med en ny national psykiatrihandlingsplan, og Kommunernes Landsforening (KL) kommer nu med en række enbefalinger til, hvordan man kan styrke indsatsen, så mennesker med psykiske vanskeligheder kan få en bedre samlet indsats.
Kommunerne har i de seneste år oplevet et markant større pres på det psykiatriske område. Der er både blevet flere sindslidende, som kræver et socialpsykiatrisk tilbud fra kommunerne, samtidig med at de enkelte har behov for mere omsorg og hjælp end tidligere.
En ny analyse af udviklingen i den kommunale socialpsykiatrii viser, at der på bare tre år fra 2014 til 2017 er sket en stigning på 17 pct. i antallet af unge og voksne, der f.eks. modtager socialpædagogisk støtte eller bor i botilbud i den kommunale socialpsykiatri. Over 25.000 danskere over 18 år modtog i 2017 en af de primære ydelser under Serviceloven til mennesker med psykiske vanskeligheder.
Samtidig betyder udviklingen i den regionale psykiatri, at patienterne udskrives hurtigere, fordi der ikke er plads. Seks ud af ti psykiatere sagde således i en ny undersøgelse fra Lægeforeningen, at de mindst én gang om ugen oplever at måtte udskrive en patient, som ikke er færdigbehandlet.
Udviklingen ventes at eskalere i de kommende år, og regeringen har varslet en national handlingsplan for psykiatrien, som skal lette udfordringerne.
"Faktum er, at der er kommet flere med diagnoser, som har brug for hjælp. Og vi skal nu have en fremadrettet diskussion af, hvad vi kan gøre bedre, og til det er vi nødt til at have fast grund under fødderne. Her har vi brug for ressourcer, kompetencer, tid og hænder i kommunerne. Det bliver en væsentlig del af økonomiforhandlingerne med regeringen. Men det handler ikke kun om penge til kommunerne. Også behandlingspsykiatrien skal have et løft, for det hele hænger sammen,” sagde Joy Mogensen, formand for KL’s Socialudvalg på KL’s Social- og Sundhedspolitiske Forum 2018.
Med udspillet peger KL bl.a. på behovet for et kompetenceløft til frontpersonalet på børneområdet, i socialpsykiatrien, i den kommunale hjemmesygepleje og på misbrugsområdet samt bedre adgang til psykolog- og familiebehandling i kommunerne for børn, unge og voksne med lettere psykiske vanskeligheder.
Tags: psykiatri, Danske Kommuner, psyken
