Lægemiddelstyrelsen skal ud i sparerunde
Lægemiddelstyrelsen er netop nu i gang med en sparerunde, der blandt andet vil medføre færre ansatte i styrelsen.
Det bekræfter adm. direktør Thomas Senderovitz over for MedWatch.
"Det er ikke en kæmpe omstrukturering, men en mindre tilpasning," siger Thomas Senderovitz til MedWatch.
Han ønsker ikke at sætte tal på, hvor mange medarbejdere, der skal spares væk.
Styrelsens indtægter kommer næsten udelukkende fra gebyrer fra medicinalindustrien. Og derfor er styrelsen bl.a. ramt af parallelimportøren Europharmas konkurs i foråret, som gør, at firmaet ikke har været i stand til at betale sin gæld til Lægemiddelstyrelsen. Også usikkerheden omkring konsekvenserne af brexit giver økonomiske kvaler.
Lægemiddelstyrelsens spareplaner kommer efter, at den de seneste par år løbende har ansat flere og flere medarbejdere. Det er sket siden 2015, hvor styrelsen blev skåret væk fra Sundhedsstyrelsen og igen blev en selvstændig styrelse. I 2017 kom der således knap 40 nye fuldtidsstillinger.
De ansatte har nu fået muligheden for frivillig fratrædelse med svarfrist senere i maj.
"His ikke vi gennemfører det her nu, risikerer vi at stå i en meget vanskeligere situation senere på året," siger Thomas Senderovitz til MedWatch.
Tags: Lægemiddelstyrelsen
