Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Firma bag hvert femte kliniske studie: Danmark er dyr og ikke nødvendig for os

Medicinalgiganten Roche Pharmaceuticals er den udenlandske virksomhed, der har næstflest kliniske studier i Danmark, svarende til en andel på 19 procent. Men Danmark er meget dyr og ikke nødvendig for firmaet, siger det.

Det skriver sciencereport.dk.

Danmark er "ved at være så dyre, at jeg kan være lidt bekymret, fordi hovedkontoret også bemærker det. Fra 2017 til 2018 er nogle af omkostningerne blevet fordoblet, og det har vi ikke råd til i den forstand, at så bliver vi ikke valgt til," siger Dorte Klokker, chef for afdelingen for kliniske forsøg i Roche til sciencereport.dk.

Det høje omkostningsniveau skyldes først og fremmest, at det såkaldte overhead – det beløb, den eksterne part bliver pålagt at betale, når regionerne udfører forskning for andre – er blevet hævet til 18 procent af indtjeningen. Overhead skal altså dække de indirekte omkostninger, regionerne har ved at stille ressourcer til rådighed i forbindelse med klinisk forskningen.

Siden 2015 har Roche Danmark ellers øget sine investeringer i forskning og udvikling i Danmark med 11 procent, da firmaet mener at der i Danmark er dygtige og dedikerede læger og forskningssygeplejersker, som virkelig brænder for at lave studier, Men nu kan vi risikere at blive nedprioriteret, fordi omkostningsniveauet for kliniske studier på hospitalerne er så højt.

"Når vi kigger på klinisk forskning, så er vi ikke nødvendige for Roche, fordi vi er så relativt små. Danmark behøvede ikke være med i nogle af studierne, for at Roche kunne rekruttere patienter til sine studier – det kunne vi sagtens gøre i andre lande. Vi er ikke et must at have med," siger Dorte Klokker til sciencereport.dk.

 

Tags: forskning

Del artikler