Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Lavt D-vitamin som foster og barn giver risiko for alvorlige sygdomme

Nye undersøgelser af danske børn viser, at lavt D-vitamin giver øget risiko for spontan abort, svangerskabsforgiftning, lavere fødselsvægt, ADHD-tendens samt – kun for piger - højere blodtryk og nedsat muskelstyrke. 

Den såkaldte Odense Børnekohorte følger 2000 børn, fra de stadig er ufødte i moderens mave, til de bliver 18 år gamle. Lige i øjeblikket er forskningsprojektet syv år inde i perioden, og det er muligt at begynde at sige noget konkret om, hvordan mangel på D-vitamin kan påvirke børn som fostre under graviditeten og i barndommen og senere måske også føre til komplikationer i voksenlivet.

Mangel på D-vitamin har sammenhæng med ADHD

Hvis moderen har taget D-vitamin under graviditeten, så D-vitamin niveauet er højt i navlesnorsblodet, viser den nye forskning, at børnene i 2,5 års alderen har færre symptomer på ADHD. Selv om diagnosen ikke kan stilles så tidligt i barndommen, kan man se tegn på begyndende symptomer i det såkaldte CBCL-spørgeskema. Ved hjælp af spørgeskemaerne kunne forskerne blandt andet opspore typiske symptomer på ADHD som eksempelvis kan være ekstrem uro, uopmærksomhed samt impulsivitet, som når et niveau, der ikke stemmer overens med, hvad der er normalt for barnets alder og udvikling.

Forskerne kunne se, at for hver lille stigning i D-vitaminkoncentrationen i navlesnorsblodet, faldt risikoen for at score højt på ADHD-symptomskalen.

Henrik Thybo Christesen, overlæge og professor, Hans Christian Andersens Børnehospital, Odense Universitetshospital, fortæller, at forskerne tog hensyn til andre faktorer, som kunne påvirke sammenhængen. Blandt andet moderens alder, rygning, alkohol, overvægt, uddannelse, antal børn, psykiatrisk sygdom hos forældre og barnets køn, alder og årstidsvariationer.

Mangel på D-vitamin giver øget risiko for abort

Forskerne har også fundet en sammenhæng mellem spontan abort og mangel på D-vitamin.

Ud af 1684 kvinder, hvor forskerne havde tilgængelige oplysninger omkring kvindernes D-vitaminniveau før graviditeten, fik 58 kvinder en tidlig abort før 3. trimester. Det svarer til 3,5 procent.

Blandt de kvinder, som fik en spontan abort, var der flere, som forud havde lavere D-vitamin i blodet, end der var i gruppen af kvinder, som ikke fik en abort. Der blev også fundet en øget risiko for svangerskabsforgiftning hos gravide med lavt D-vitamin.

Lavere fødselsvægt, forhøjet blodtryk og mindsket muskelstyrke

Specielt hos pigerne kunne forskerne se nogle negative sammenhænge med lavt D-vitamin. Blandt andet kunne forskerne afsløre, at piger med lavere D-vitamin i fem års alderen havde en lavere muskelstyrke ved en håndgrebs-test. Henrik Thybo Christesen fortæller også, at der er fundet sammenhæng mellem lavt D-vitamin og forhøjet blodtryk hos pigerne.  Forskerne kender ikke en eventuel årsag til, at det særligt er pigerne, der får nedsat muskelstyrke eller højere blodtryk ved lavere D-vitamin status.

Et andet problem ved lavt D-vitamin under graviditeten, som forskerne har kortlagt, er, at der også er en tæt sammenhæng mellem lavere fødselsvægt og lavt D-vitamin. Til gengæld fandt man ingen sammenhæng med lavt D-vitamin i navlesnoren og lavere højde, kranieforhold, vægt eller tendens til autisme ved senere undersøgelser af børnene. Med de mange brikker, der allerede er lagt i Odense Børnekohorte, kan forskerne allerede nu sige meget om de negative sammenhænge, man kan se ved lavt D-vitamin under graviditet, fødsel og i barnealderen. Alligevel er undersøgelsen langt fra færdig, og der er plads til, at der kan dukke flere resultater op, fortæller Henrik Thybo Christsen:

”Børnene skal følges til 18 års alderen, og vi skal undervejs teste deres lungekapacitet, muskelstyrke, IQ og risiko for depressioner,” siger Henrik Thybo Christesen og uddyber, at forskerne i Odense Børnekohorte leder efter sammenhænge mellem en række tilstande og sygdomme og ikke kun lavt D-vitamin, men også f.eks. hormonforstyrrende stoffer, amning, kost og fysisk aktivitet.

Tags: ADHD, psyken

Del artikler