Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Medicinrådet ligestiller nye migrænemidler – specialist er uenig

Medicinrådet anbefaler det nye lægemiddel Vyepti til forebyggende behandling af kronisk migræne. Behandlingen anbefales til patienter med mindst 15 hovedpinedage om måneden og heraf mindst otte migrænedage, hvor tidligere behandling med mindst ét blodtrykssænkende middel og ét epilepsimiddel ikke har givet effekt (disse midler kan have den "bivirkning", at de virker forebyggende på migræne).

Medicinrådet vurderer, at Vyeptis (epitinezumab) virknings- og bivirkningsprofil er sammenlignelig med de nye, såkaldte CGRP-præparater.: Aimovig (erenumab), Ajovy (fremanezumab) og Emgality (galcanezumab), som allerede er godkendt og anbefalet til patientgruppen, og derfor er behandlingen fra start ligestillet med dem. Regionerne anbefales at benytte det af lægemidlerne, der er forbundet med de laveste omkostninger. 

Men Faisal Mohammad Amin, formand for Dansk Hovepine Selskab, fraråder sidestilling af CGRP-præparater.

Han er tilfreds med, at migrænepatienterne får adgang til endnu et CGRP-antistof, men han er uenig i ligestillingen af præparaterne, fordi flere rapporter baseret på realworld data viser, at de forskellige CGRP-antistoffer virker forskelligt hos patienterne. Patienter, der ikke har effekt af det ene, vil derfor godt kunne have effekt af et andet.

Man bør genoverveje

“Vi ved også fra triptaner, der anvendes til akutbehandling af migræne, at der er forskel på præparaterne, selv om de virker på den samme receptor. Og patienter, der ikke har effekt af den ene, kan have effekt af en anden. Så det er helt dagligdags praksis, at man skal prøve forskellige triptaner, før man kan sige, at man ikke har effekt af triptaner. Af ukendte årsager har man valgt, at CGRP-antistofferne er ligeværdige, så når man har prøvet et af præparaterne, kan man ikke prøve de andre. Det synes jeg, man bør genoverveje,” siger Faisal Mohammad Amin.

Vyepti er den første infusionsbehandling blandt CGRP-antistofferne, og behandlingen har dermed den fordel at have en hurtig virkning hos patienterne. 

Medicinrådets anslår i sin vurdering, at omkring 1.200 nye migrænepatienter hvert år vil være kandidater til behandling med CGRP-antistoffer, og rådet baserer sine beregninger af forventede konsekvenser for hospitalsbudgetterne på, at omkring fem procent af dem, i alt 60 patienter, vil få Vyepti. 

Calcitonin-Gen-Relateret Peptid (CGRP) er et signalstof i hjerne og blodkar, som er med til at aktivere smertefibre ved migræneanfald, og derfor kan antistoffer mindske mod CGRP smerten. Eptinezumab anvendes forebyggende og administreres intravenøst hver tolvte uge. Behandlingen kræver, at patienten møder op til IV administration hver tredje måned. Anbefalet dosis er 100 mg, men Medicinrådet skriver i anbefalingen, at nogle patienter kan have gavn af 300 mg. 

Vil nok ikke skifte til IV

Da sidestillingen af CGRP-antistofferne medfører, at patienterne kun får en enkelt chance for at afprøve denne type behandling, kan det ifølge Faisal Mohammad Amin meget vel betyde, at kun få vil komme i behandling med Vyepti. 

”Patienter, der allerede er i behandling og har god effekt af de øvrige CGRP-antistoffer, kommer nok ikke til at skifte en behandling, de kan tage hjemme, til IV behandling, der skal administreres på en klinik,” siger Faisal Mohammad Amin.

Men de patienter, der ikke har effekt eller tilfredsstillende effekt, vil have behov for at afprøve en anden behandling, og derfor mener Faisal Mohammad Amin, at det vil være ærgerligt, hvis lægen eller patienten lader sig afskrække af, at der er tale om en IV-behandling, som trækker flere ressourcer i klinikkerne. 

Han vurderer, at der kan være modstand i hovedpineklinikkerne imod at give patienterne mulighed for at prøve flere CGRP-antistoffer, fordi det vil betyde, at patienter, der ellers var afsluttet, vil skulle ind igen. 

“Det vil ikke gøre noget godt for ventelisterne, men som formand for Dansk Hovedpine Selskab er jeg nødt til også at gå med den faglige argumentation frem for udelukkende at tage hensyn til de offentlige klinikkers kapacitet, og man må finde en måde at tilbyde patienterne de muligheder, der er,” siger Faisal Mohammad Amin. 

Ser umiddelbart ens ud

Han gætter på, at Medicinrådets vurdering og sidestilling af CGRP-antistofferne er baseret på en sammenligning af behandlingernes effekt i fase III-studierne.

“Umiddelbart ser de omtrent ens ud, men der er jo aldrig foretaget et sammenlignende studie af behandlingerne, og der kommer flere og flere rapporter, der viser, at behandlingerne ikke er ligeværdige. Der er patienter, der ikke har effekt af det ene, men af det andet. CGRP-antistofferne er ikke ligeværdige, og derfor bør Medicinrådet tage vurderingen op til revision,” siger Faisal Mohammad Amin.

De nuværende kliniske retningslinjer foreskriver, at der ved effekt af forebyggende behandling forsøges seponering efter halvandet års behandling for at sikre, at der fortsat er behov for og effekt af medicinen, og for CGRP-antistofferne har Medicinrådet tilføjet, at der bør være en måneds pausering af behandlingen efter 17 måneders behandling.

Del artikler