Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Langt færre midtjyder end frygtet er fejlamputeret

Region Midtjylland har foreløbig identificeret 150 patienter, der har fået amputeret et ben de seneste ti år, og hvor der er er tvivl om, hvorvidt deres amputationer kunne have været undgået eller udskudt.

Det er langt færre end frygtet. I foråret lød det i en ekstern analyse, at op mod 92 patienter hvert år kunne have fået foretaget en unødvendig amputation- et tal, der senere blev nedjusteret til 47 patienter årligt. Det tal er nu nede på 15 patienter om året.

Det er karkirurgiske speciallæger fra hele landet, som nu har gennemgået langt de fleste af de i alt 1.816 hospitalsjournaler fra patienter, der i perioden 2012-2022 har været henvist til karkirurgi forud for en benamputation i regionen. Speciallægerne mangler at gennemgå 29 resterende behandlingsforløb fra årene 2012-2013 ud fra journaler, der skal findes i gamle systemer.

"Vi har nu ud fra hospitalsjournalerne identificeret patienter, hvor der er er tvivl om, hvorvidt deres amputationer kunne have været undgået eller udskudt, og vi er i fuld gang med at udsende breve til disse patienter med erstatningsvejledning. Enhver patient kan desuden uanset fagfolkenes vurdering anmelde en sag til patienterstatningen, hvis man mener, at der er sket fejl i behandlingen. Det samlede antal benamputerede, som skal have erstatning, kendes først efter Patienterstatningen har behandlet anmeldte sager," siger regionsdirektør Pernille Blach Hansen til regionens hjemmeside 

Kun 57 af de 150 fundne patienter er stadig i livet, og de har nu fået et brev, hvor de vejledes i at søge erstatning. Via Skifteretten er regionen i gang med at kontakte boet efter 93 afdøde patienter.

Om en borger har ret til erstatning eller ej, afgøres alene af Patienterstatningen i de sager, der anmeldes dertil. Dermed er det samlede antal erstatninger til benamputerede først kendt, når Patienterstatningen har afgjort alle anmeldte sager.

Patienterstatningen kan indhente behandlingsoplysninger fra praktiserende læger, hjemmepleje og lignende, mens Region Midtjylland har adgang til journaler fra den del af et behandlingsforløb, der er foregået i hospitalsregi.

Efter en landsdækkende rapport blev offentliggjort 9. august har Styrelsen for Patientsikkerhed anmodet Region Sjælland og Region Syddanmark om at gennemgå patientjournaler for de behandlingsforløb, hvor patienten ikke har haft karkirurgisk forløb før en benamputation.

Region Midtjylland har ca. 390 benamputerede patienter i denne gruppe. På baggrund af Styrelsens anmodning arbejder regionerne Midtjylland, Sjælland og Syddanmark på en fælles tilgang til gennemgangen af disse behandlingsforløb.

Tags: amputationssag

Del artikler