Svære senfølger efter covid kan ses i blodet og kan minde om kronisk træthedssyndrom
Som mange forskere og patienter har mistænkt, deler langvarige følger af covid (long covid) visse træk med myalgisk encephalomyelitis/kronisk træthedssyndrom (ME/CFS).
Det viser en ny undersøgelse, som endnu ikke er blevet fagfællebedømt og kun offentliggjort i prepint. Understreges skal det også, at undersøgelsen er beskeden i størrelse - kun 99 personer med long covid er med.
Long covid-patienterne kæmper typisk med intens træthed, utilpashed efter anstrengelse og en række kognitive og autonome dysfunktioner, og undersøgelsen viser visse ændringer i deres blod - de har bl.a. markant lavere niveauer af kortisol - et stresshormon, der hjælper kroppen med at kontrollere betændelse, glukose, søvncyklus og mere. Årsagen til de lave niveauer forbliver et mysterium. ACTH, et hormon fremstillet af hypofysen, der kontrollerer kortisolproduktionen, var på normale niveauer i long covid-gruppen.
"Det tyder på, at personer med long covid har en hypothalamus-hypofyse-binyreakse dysfunktion," siger Eric Topol, en amerikansk kardiolog, professor i molekylær medicin og forfatter.
Undersøgelsen viste derudover også, at personer med long covid havde et immunsystem, som var på overarbejde, og der var overraskende forhøjet antistofrepons mod andre vira - især Epstein-Barr-virus. Virussen er en herpes-virus og kan forårsage mononukleose, også kaldet "kyssesyge".
I alt 215 personer var med i undersøgelsen, heraf 99 med long covid, og via bl.a. kunstig intelligens undersøgte forskerne, hvad der kendetegnede dem, som havde long covid, i forhold til dem, som ikke havde - og heraf var der både tidligere smittede og ikke-smittede. For de 99 gjaldt det, at det i gennemsnit var 432 dage siden, at de havde haft covid-19.
87 procent af gruppen med long covid rapporterede om træthed, 78 procent om hjernetåge, 62 procent havde hukommelsesproblemer, og 55 procent følte forvirring. Forekomsten af posturalt ortostatisk takykardisyndrom (POTS) var også hyppig i long covid-gruppen - der var objektive kliniske symptomer hos 37,6 procent. POTS er en dysfunktion i det autonome nervesystem, dvs. den del af nerve-systemet, der er uden for viljens kontrol, og en del patienter med ME/CFS har også POTS. Også Epstein-Barr-reaktivering, lave kortisolniveauer og T-celleudmattelse er fundet hos nogle ME/CFS-patienter.
Tags: corona