Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Region ramt af massive it-problemer: Aflyser operationer og behandlinger

OPDATERING: I løbet af torsdag eftermiddag virkede Region Syddanmarks it-systemer igen, og operationer blev genoptaget.

 

 

Region Syddanmark skriver torsdag middag på sin Facebookside, at hospitaler i hele regionen bliver nødt til at aflyse planlagte operationer i dag.

Årsagen er massive it-problemer, som gør, at it-systemer på tværs af regionen er nede.

OUH's lægelige direktør, Bjarne Dahler-Eriksen, bekræfter over for Fyens.dk, at hospitalerne i hele regionen er gået i det, man kalder "it-nødprocedure".

"Det påvirker blandt andet vores elektroniske patientjournal, vores røntgensystem og mange af de andre systemer, der er nødvendige for at lave god og sikker patientbehandling. Derfor arbejder regionens hospitaler nu uden om it-systemerne. Derfor er det stadig muligt for hospitalerne at behandle akutte patienter. Men vi har måttet sætte pause på nogle af vores planlagte patienter. Så det kan være, at nogle af vores patienter, der skal have lavet en planlagt operation, kommer til at vente lidt," siger Bjarne Dahler-Eriksen til Fyens.dk.

Både OUH og Sydvestjysk Sygehus oplyser, at man alligevel fortsat skal møde op, hvis man har en aftale i dag - med mindre man har fået andet at vide.

 
 
Del artikler