"Nu kan vi se, at BA. 5 har godt fat, og vi forventer, at den er dominerende hen imod sommerferien,” siger SSI’s faglige direktør Tyra Grove Krause.

Coronasmitten buldrer frem igen

Covid-19-smitten stiger igen i hele landet i både tests og spildevand. Det gælder alle landets fem regioner.

Det viser en tendensrapport fra Statens Seum Institut (SSI).

Antallet af nye tilfælde med covid-19 er steget med 53 procent mellem uge 22 og uge 23, svarende til at incidensen i uge 23 er 99 tilfælde per 100.000 indbyggere.  

Kigger man på hvilken variant, der rammer danskerne i øjeblikket, er undervarianten BA.5 hastigt voksende og udgør foreløbigt i uge 23 cirka 29 procent af de sekventerede prøver. BA.2.12.1 og BA.4 stiger ligeledes fortsat, men med lavere hastighed og udgør henholdsvis cirka 13 procent og fem procent af tilfældene i uge 23. 

”Indtil midten af maj udgjorde BA.5 mindre end en procent af de ugentligt sekventerede prøver, men hen imod slutningen af maj kan vi se, at denne variant er i vækst. Vi forventer, at den er dominerende hen imod sommerferien,” siger SSI’s faglige direktør, Tyra Grove Krause.

Det er Region Hovedstaden, der har den højeste incidens med 121 per 100.000 indbyggere. Smitteforekomsten stiger i alle aldersgrupper og er højest blandt de 50- til 69-årige.

Antallet af nye indlæggelser relateret til covid-19 er steget med 23 procent til 220 indlagte i uge 23. Personer i alderen 70-89 år udgør fortsat den største gruppe blandt de nyindlagte.

I uge 23 ses en stigning i koncentration af coronavirus i spildevandet på nationalt niveau. Opdelt på regioner ses der ligeledes en stigning i spildevandet i alle fem regioner.

Tags: corona

Like eller del denne artikel