”Hvorfor skal det være en speciallæge, der altid skal rådgive patienterne, hvis farmaceuten har mere viden? Her møder man imidlertid ofte modstand fra lægerne, og jeg må sige, at jeg ikke altid forstår, hvorfor lægerne brokker sig over at miste opgaver. Der er rigeligt arbejde til alle," siger Jes Søgaard.

Professor: ”Læger bør afgive flere opgaver til farmaceuter og sygeplejersker”

Nytænkning af faggrænser er nødvendige for at opfylde politikernes ambitioner, og lægerne bør være langt mere åbne overfor deling af opgaver, lyder det fra en professor i sundhedsøkonomi. Lægeforeningen og Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM) advarer med henvisning til patientsikkerheden.

Hvis man ønsker at opfylde politikernes ambitioner om ’det nære sundhedsvæsen’, som et bredt flertal i Folketinget ønsker sig med bl.a. op til 25 nærhospitaler,, så er det nødvendigt at nytænke. Og særligt skal lægerne være mere villige til at afgive opgaver. 

Sådan lyder det fra professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet, Jes Søgaard.

”Vi er nødt til at trække på og optimere alle mulige ressourcer. Og man kan med fordel se på alle de steder, hvor man kan nedbryde faggrænser,” siger han og uddyber sit synspunkt:

”Apotekerne kan f.eks. give mere rådgivning til patienterne, når de henter medicin. I Belgien og Storbritannien udnytter de farmaceuterne meget mere end i Danmark - de er kommet længere end os med klinisk farmaci,” siger han og stiller et spørgsmål.

”Hvorfor skal det være en speciallæge, der altid skal rådgive patienterne, hvis farmaceuten har mere viden? Her møder man imidlertid ofte modstand fra lægerne, og jeg må sige, at jeg ikke altid forstår, hvorfor lægerne brokker sig over at miste opgaver. Der er rigeligt arbejde til alle.”

Ønsker flere opgaver til sygeplejersker

Ifølge Jes Søgaard handler det i høj grad om, at samarbejdet skal fungere på tværs af faggrænser og sektorer. Særligt set i den kontekst, at det ikke bare kan være svært at finde pengene, men i høj grad også personalet.

”Nogle kommuner skal have ansat mange flere sygeplejersker, for der er i dag meget stor kommunal variation i sygeplejerskedækningen. Og hvor skal de finde dem? Det bliver ikke billigt – og regeringen har simpelthen ikke mange ekstra penge til kommunerne. Så kommuner og regering må blive enige om noget servicetilpasning,” siger han. 

Dernæst adresserer professoren muligheder for at udvikle sygeplejerskernes kompetencer med henvisning til, at sygeplejerskerne i dag kun kan behandle, f.eks. medicinere, på delegation af en læge. 

”Men sygeplejerskerne siger altid til mig, at det er ren proforma. De ved, hvad de laver, og lægen siger altid ja, hører jeg. Alligevel SKAL hun ringe til en læge, og hun skal måske vente tre kvarter - eller tre dage - til lægen har tid,” siger Jes Søgaard og tilføjer:

”Det kan også gå udover patienterne. Her kan man finde områder, hvor sygeplejersken kan træffe flere og hurtigere beslutninger.” 

Jes Søgaard ønsker sig, at lægerne - i hans optik - er mere modtagelige for forandringer. Som eksempel beretter han om sin oplevelse på en konference på Rigshospitalet for nylig: ”Jeg skal lige love for, at Camilla Ratchke (formand for Lægeforeningen) advarede imod selvstændigt virksomhedsområde - altså at sygeplejerskerne skal have udvidet beføjelser og ikke altid formelt spørge om lov. Jeg ser det som en fornuftig afbureaukratisering, som kan ’spare’ 300 til 600 sygeplejerskeårsværk og forhindre udsættelser for patienterne,” siger Jes Søgaard og tilføjer:

”Jeg kunne også godt tænke mig at vide, hvad DSAM-formand Bolette Friderichsen siger til det her. Og hvis de (DSAM) også advarer imod forslaget, må de dokumentere det påståede kvalitetsproblems karakter og omfang. Selvfølgelig vil sygeplejerskerne lave fejl ind imellem, men det gør lægerne også. Dvs. man må se på, hvor mange flere fejl forslaget vil give, og det må lægerne dokumentere. Det er ikke nok blot at fastholde et princip om, at lægerne skal bestemme alt.” 

Læger svarer skarpt igen 

Sundhedspolitisk Tidsskift har forelagt Jes Søgaards kritik for DSAM og Lægeforeningen (deres uddybede mailsvar kan læses under artiklen).

”Medicin, som er receptpligtig, skal lægeordineres. Ellers behøvede det jo ikke at være receptpligtigt," siger Bolette Friderichsen, formand for DSAM.

"Hvis politikerne ønsker, at f.eks. Vermox og Zitromax skal være håndkøbsmedicin, så kan det naturligvis besluttes af sundhedsmyndighederne. Men det vil DSAM fraråde, fordi vi mister vigtig information hver gang, de ’nemme’ opgaver overgives til andre, og dermed bliver det tiltagende svært at bevare overblikket, så vi også kan løse de komplekse problemer, som patienterne har," siger hun.

Hun mener, at apotekerne vil få et helt konkret habilitetsproblem. "Den, der udskriver medicin, bør ikke have direkte interesse i omsætning. Det fører til øget medicinering og fare for over/fejldiagnostik," siger hun.

Camilla Ratchke, formand for Lægeforeningen,  mener, at Jes Søgaard ikke helt har sat sig ind i det, han udtaler sig om.

"Læger er uddannet til at undersøge patienter, stille diagnoser, igangsætte behandling og justere denne f.eks. med afsæt i blodprøver – sygeplejersker kan noget andet, men har ikke samme uddannelse som læger. Sygeplejersker risikerer derfor at tage unødvendige blodprøver, men vil også stå med svar, som de i øvrigt ikke har forudsætningerne for at tage stilling til resultaterne af. Og selvsamme gælder for den eventuelle videre behandling af patienten. Det kan man jo ikke være tjent med som patient eller plejehjemsbeboer," siger hun.

Det er rigtigt, at vi i sundhedsvæsenet skal af med unødigt bureaukrati. Der er vide rammer for, hvilke opgaver sygeplejersker kan varetage i dag på en læges ansvar. Læger kan delegere en lang række opgaver til andre, herunder sygeplejersker. Det afgørende er, at lægen fortsat er tovholder på udredning og behandling af patienterne og i sidste ende har ansvaret."

 

 

 

 

 

 

 

Her er de uddybede mailsvar fra DSAM og Lægeforeningen

Bolette Friderichsen, formand for DSAM, svarer følgende: 

”Medicin, som er receptpligtig, skal lægeordineres. Ellers behøvede det jo ikke at være receptpligtigt. Recepten er jo en besked fra lægen til apoteket om at udlevere medicin.

Hvis politikerne ønsker, at f.eks. Vermox og Zitromax skal være håndkøbsmedicin, så kan det naturligvis besluttes af sundhedsmyndighederne. 

Men det vil DSAM fraråde, fordi: 

Det er klart, at der er simple opgaver og komplekse opgaver i almen praksis. Det er også klart, at forskellige aktører i øjeblikket byder ind på de simple med begrundelsen ’at aflaste lægerne’. De vil gerne plukke de lavthængende frugter og overlade de mere vanskelige opgaver til os. Men vi mister vigtig information hver gang, de ’nemme’ opgaver overgives til andre, og dermed bliver det tiltagende svært at bevare overblikket, så vi også kan løse de komplekse problemer, som patienterne har. 

Og så får apotekerne i øvrigt et helt konkret habilitetsproblem - for den, der udskriver medicin, bør ikke have direkte interesse i omsætning. Det fører til øget medicinering og fare for over/fejldiagnostik.

Der er differentialdiagnoser, der ikke må overses, også til de simple ting. Og sommetider indgår selv banale infektioner i en større problemstilling. Tænk på en ung kvinde, der ustandselig skal have klamydia-kur, eller en familie, der plages af tilbagevendende børneorm. Sommetider hænger det sammen med andre helbredsproblemer/livsstil, som lægen så mister chancen for at tale med patienten om.

Hvis det drejer sig om håndkøbsmedicin, som f.eks. at sygeplejersken gerne vil have os til at sætte Panodil på FMK eller ordinere et afføringsmiddel, så er jeg mere åben for at se på den mulighed.  

At en sygeplejerske selv kan få lov at sætte et håndkøbspræparat på hjemmeplejens lokale FMK (Fælles Medicinkort) ville give en reel aflastning. Men det må jo være på hendes ansvar under hendes autorisation, og at hun kigger på indlægssedlen og ser, om der skulle være interaktioner med anden ordineret eller håndkøbsmedicin.

Grundlæggende mener jeg nemlig, at håndkøbsmedicin, som enhver habil borger formodes at kunne håndtere, det bør en sygeplejerske også kunne håndtere på vegne af patienten.”

 

Camilla Ratchke, formand for Lægeforeningen, svarer følgende på mail (redigeret pga. længden) 

”Det virker ikke til, at Jes Søgaard helt har sat sig ind i det, han udtaler sig om. Det er egentlig ærgerligt, for det er vigtige emner. Fra Lægeforeningens side har vi været meget tydeligt ude at forklare, at idéen om et selvstændigt virksomhedsområde til sygeplejersker ikke er løsningen på de udfordringer, der aktuelt kan være på f.eks. plejehjem, og at det ligefrem er et vildspor, som blandt andet vil udfordre plejehjemsbeboeres patientsikkerhed. 

Læger er uddannet til at undersøge patienter, stille diagnoser, igangsætte behandling og justere denne f.eks. med afsæt i blodprøver – sygeplejersker kan noget andet, men har ikke samme uddannelse som læger. Sygeplejersker risikerer derfor at tage unødvendige blodprøver, men vil også stå med svar, som de i øvrigt ikke har forudsætningerne for at tage stilling til resultaterne af. Og selvsamme gælder for den eventuelle videre behandling af patienten. Det kan man jo ikke være tjent med som patient eller plejehjemsbeboer. Hensynet til patientsikkerheden skal altså veje tungere end en politisk idé om at udvide en faggruppes ansvarsområde – og i øvrigt med en forklaring om, at man vil undgå at kontakte lægen. Det lyder i sig selv utrygt, men også helt urealistisk ift. at få håndteret de prøvesvar, man får.

Det undrer, at Søgaard mener, man kan ’spare’ 300 til 600 sygeplejerske-årsværk ved at indføre selvstændigt virksomhedsområde til sygeplejersker. Det er sandsynligt, at det stammer fra en undersøgelse, Deloitte har udarbejdet på foranledning af Dansk Sygeplejeråd. Undersøgelsen viser, at sygeplejersker angiveligt bruger 600 årsværk på at kontakte læger ift. patienternes og borgernes behandling. Den siger bare ikke noget om, at det måske er helt relevant, at de gør det.

Det er rigtigt, at vi i sundhedsvæsenet skal af med unødigt bureaukrati. Der er vide rammer for, hvilke opgaver sygeplejersker kan varetage i dag på en læges ansvar. Læger kan delegere en lang række opgaver til andre, herunder sygeplejersker. Det afgørende er, at lægen fortsat er tovholder på udredning og behandling af patienterne og i sidste ende har ansvaret. Desuden bør opmærksomheden rettes mod de lokale retningslinjer for, hvad sygeplejersker må selvstændigt i den enkelte kommune - uagtet om de har et selvstændigt virksomhedsområde eller ej. For ofte er der andre barrierer end de lovgivningsmæssige. Det gælder f.eks. spørgsmålet om, hvem der må give en beboer på et plejehjem en Panodil. Det løser det selvstændige virksomhedsområde ikke i sig selv.

Lægeforeningen foreslår, at der i stedet for selvstændigt virksomhedsområde ses på at øge fleksibiliteten i de eksisterende rammer. Vi foreslår flere aftaler om delegation og naturligvis at give sygeplejersker adgang til det Fælles Medicinkort, så de kan registrere den medicin, de administrerer.



Tags: sundhedsreform, sundhedsreformen

Like eller del denne artikel