
Dansker får topjob i EMA: "Alt i det job var lige mig"
Den tidligere chef for lægemiddelgodkendelse i Danmark, 55-årige Steffen Thirstrup, har i dag første arbejdsdag som ny medicinsk direktør - chief medical officer - i det Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA).
I EMA, der ligger i Amsterdam i Holland, får Steffen Thistrup ansvaret for blandt andet de videnskabelige komiteer og for at styrke EMA´s muligheder for at håndtere spørgsmål om folkesundhed og nødsituationer, ligesom han skal forme EMA's bidrag til kampen mod antimikrobiel resistens og mod kræft. Han vil også være EMA's "medicinske stemme" udadtil og skal overfor offentligheden forklare de overvejelser, der ligger til grund for EMA's regulatoriske beslutninger om lægemidler.
"Det kan godt blive øretævernes holdeplads, for ikke alle vil være enige i EMA´s beslutninger. Men jeg har også tidligere prøvet at tale om beslutninger om lægemidler i medierne og har det godt med at skulle gøre det igen. Der er også hundredevis af eksperter i EMA, som vil kunne klæde mig ordentligt på," siger Steffen Thirstrup.
Og Steffen Thirstrup har da også i den grad prøvet det før. Fra 2004 til 2013 var han en fremtrædende figur, når det handlede om godkendelse af lægemidler, og var ofte i de danske medier, når godkendelse eller misbrug af medicin var til debat. Han var chef i Lægemiddelstyrelsen og i Institut for Rationel Farmakoterapi, og som repræsentant for Lægemiddelstyrelsen var Steffen Thirstrup i mange år medlem af EMA´s ekspertkomité, CHMP.
I 2013 valgte han dog at forlade Sundhedsstyrelsen to år før, at hans åremålskontrakt udløb. Han var nemlig stærkt utilfreds med den effekt, som sammenlægningen af Sundhedsstyrelsen og Lægemiddelstyrelsen i 2012 havde fået for hans afdeling.
»Det har været fremme, at jeg har smækket med døren, men det har ikke været min intention. Min intention har været at lukke den, så man kan høre det, for jeg vil ikke liste ud," sagde han dengang.
Få år efter blev Lægemiddelstyrelsen og Sundhedsstyrelsen igen delt op.
Straks efter, at Steffen Thirstrup havde sagt op, begyndte han at arbejde fra huset i Værløse for det britiske rådgivningsfirma NDA Regulatory Service, som rådgiver medicinalindustrien om især godkendelsesprocessen af lægemidler. Senere blev han også direktør for Advisory Bord i NDA. Han har også fungeret som adjungeret professor ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet.
I september 2021 søgte EMA så efter en ny medicinsk direktør, og "alt i det jobopslag var lige mig", siger han. Han måtte bare søge det, og efter tre samtaler ringede direktør i EMA, Emer Cooke, så til ham i februar i år og tilbød ham stillingen.
"Både min kone og jeg var afklarede, men da Emer Cooke ringede og tilbød mig jobbet, var det godt nok "ups - hvad nu"? Men det er nemt i Holland. Jeg har fået al mulig information fra kommunen i Holland på engelsk, og alle man taler med, kan nemt slå over i engelsk. Jeg skal nu finde en lejlighed i Amsterdam, og min kone og jeg får et weekendforhold. Vi tager begge det her som en oplevelse," siger Steffen Thirstrup.
Hans nye job er en åremålsansættelse for fem år.