Mange patienter får unødvendige behandlinger på grund af lægers skræk for klager
En ud af fire læger siger, at de på grund af bekymring for at få en klage - enten dagligt eller ugentligt - bestiller undersøgelser som eksempelvis scanninger, der ikke er lægefagligt begrundede. Og knap en ud af seks læger siger, at de ordinerer en behandling, som ikke er nødvendig ud fra et lægefagligt synspunkt.
Det viser en helt ny survey om klagesager, som Lægeforeningen har gennemført blandt mere end 2.500 læger. Det er et tydeligt bevis på, at det nuværende system er kørt skævt og hverken gavner patienter eller læger, mener foreningen formand, Camilla Rathcke.
”Det blotlægger en uhensigtsmæssig negativ konsekvens af vores klagesystem i dag, at fokus på placering af skyld fremfor læring af de fejl, der desværre sker, i sidste ende udfordrer patientsikkerheden. Det skal ikke være sådan, at læger føler sig så pressede af frygten for en klagesag, at de for at have ryggen fri praktiserer såkaldt defensiv medicin. Det resulterer jo i, at patienter gennemgår undersøgelser og behandlinger, som de dybest set ikke har brug for og som ikke er lægefagligt begrundede. Det er forståeligt, at man kan føle sig presset til det som læge. Men vi ønsker jo ikke, at et klagesystem, hvis formål er at afdække mulige fejl og undgå gentagelser af dem, på anden vis får skabt en risiko for patienten,” siger Lægeforeningens formand.
Hun peger på, at defensiv medicin også er et ærgerligt spild af tid, kræfter og ressourcer i et i forvejen presset sundhedsvæsen – alt sammen fordi fokus på placering af skyld presser patientsikkerheden.
I undersøgelsen svarer knapt hver fjerde af de adspurgte læger også, at de ofte eller meget ofte under konsultation, undersøgelse eller behandling af en patient tænker på, om vedkommende kunne finde på at klage. Og knapt hvert fjerde er bekymrede for, at en patient klager over dem som behandler. Knapt 4 ud af 10 af de adspurgte læger frygter endda konsekvenserne for deres egen beslutningskompetence, hvis de bliver ramt af en klage.
”Det viser desværre, at der blandt mange læger er en alt for stor bekymring i deres daglige arbejde med patienterne, om de kan risikere at blive klaget over. Og at denne bekymring også kan forplante sig til deres evne til at træffe beslutninger. Det kan i den grad have stor betydning for patienterne – ikke mindst, hvis lægen befinder sig i en akut eller tidskritisk situation eller i en situation, hvor der ikke er mange informationer at træffe beslutning ud fra,” siger Camilla Rathcke.

