Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Manu Sareen ny formand for ADHD-foreningen

Tidligere socialminister og folketingsmedlem for Radikale Venstre, Manu Sareen, blev søndag valgt som ny formand for ADHD-foreningen på foreningens landsmøde. Han har siddet i bestyrelsen i to år.

Manu Sareen blev selv diagnosticeret med ADHD for fem år siden som 50-årig, har også skrevet en bog om ADHD i 2021 og coacher nu børn og voksne med ADHD/ADD. Han er er uddannet socialpædagog, konfliktmægler og coach.

”Mit liv har i den grad forandret sig, efter jeg fik min ADHD-diagnose for fem år siden. Det er slående hvor lidt hjælp, der findes til mennesker med ADHD/ADD, og hvor tabuiseret psykisk sygdom er i vores samfund. Det er noget, jeg gerne vil være med til at ændre igennem mit nye hverv som formand. Der er ingen tvivl om, at arbejdet med ADHD/ADD er blevet et kald for mig, og jeg glæder mig til, at komme i gang,” siger Manu Sareen.

På landsmødet sagde han, at han altid er gået rundt med en følelse af, at andre tænker, ‘du har et sindssygt fedt liv’ - men at det i virkeligheden har været et sindssygt hårdt liv. For hans diagnose har haft store omkostninger, ligesom den har haft det for mange andre.

Manu Sareen var minister fra 2011-15 for blandt andet sociale forhold, børn og ligestilling og også forfatter til en stribe bøger, blandt andet børnebogs-serien om Iqbal Farooq.

ADHD-foreningen er 40 år gammel og har 200 aktive frivillige, 6.200 medlemmer og 17 medarbejdere.