Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Tidligere PLO-formand stiller op til Folketinget

Praktiserende læge og tidligere formand for Praktiserende Lægers Organisation (PLO), Christian Freitag, 56, stiller op til Folketinget for Det Konservative Folkeparti.

Det skriver Det Konservative Folkeparti i Slagelse.

Det Konservative Folkeparti i Slagelse Kommune har på en ekstraordinær generalforsamling tirsdag aften valgt Christian Freitag som ny folketingskandidat i Slagelsekredsen. Han afløser Jesper Wienmann Hansen, som med kort varsel meddelte, at han frafaldt sit kandidatur.

Christian Freitag er praktiserende læge og var i en knap seks-årig periode frem til 2020 en populær formand for De Praktiserende Lægers Organisation (PLO). Han driver i dag sin praksis i Holte og har gjort det i snart 20 år. Udover at være ejer af sin lægepraksis har han også erhvervserfaring fra konsulentfirmaet Cultivator, som primært arbejder med ledelse og kommunikation.

Det Konservative Folkeparti skriver, at Christian Freitag igennem flere år har været sparringspartner til den konservative gruppe i Folketinget for både det lægefaglige område og hele det øvrige sundhedsområde. 

Selv bekræfter Christian Freitag sit kandidatur på Facebook:

"Ja, så stiller jeg altså op til Folketinget. Efter et langt tilløb og mange overvejelser har jeg takket ja til at stille op for de Konservative til Folketinget, og heldigvis har bestyrelsen og medlemmerne i Slagelsekredsen givet deres opbakning – mange tak for det. Jeg kommer til at stille op i hele Region Sjælland. Måske den region, der har mest behov for medvind fra Christiansborg – på mange områder. Min base bliver Slagelse Kommune. Jeg har meget at lære – så forhåbentlig venter Statsministeren lidt endnu med at udskrive valg," skriver han blandt andet.

Han skriver også, at han i sin politik har en svaghed for de ældre medborgere og borgere med psykisk sygdom. Og han har flere punkter, som han ønsker på den politiske dagsorden, skriver han:

  • Fremtidens sundhedsvæsen og velfærd? Både om hvordan vi passer på medarbejderne og hvordan vi indretter os, så vi får hjulpet alle borgere rimeligt, og ikke kun de der forstår hvordan systemet fungerer.
  • Hvor meget skal myndighederne styre i detaljen?
  • Vi bliver nødt til at tage økonomien alvorligt. Hvilke ting bliver vi nødt til at undvære, hvis vi skal have råd til de ting, der betyder mest for os?
  • Uddannelse, forskning og de mange virksomheder. Hvordan finder vi balancen mellem at skrue lidt ned for forbruget, men samtidig satse på uddannelse, forskning og de mange mindre og større virksomheder, som faktisk skal trække læsset?

Christian Freitag har udover sin lægegerning en militær baggrund, idet han fra sin tidlige ungdom har gjort tjeneste i såvel Livgarden som i Gardehusarregimentet, hvor han afsluttede sit virke med rang af kaptajn.

Han er gift med Vibeke gennem mere end 30 år og har tre voksne børn.

 

Del artikler