Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Patienter i månedlang kø til MR-scanning må i ny kø for at søge om scanning på privathospital

Når patienter henvises til ikke-akutte MR-scanninger, så er ventetiderne lange trods udredningsgarantien på 30 dage - nogle gange er de på mere end et år. Men ønsker patienten i stedet at gøre brug af den udvidede ret til frit sygehusvalg, så er det bag i en ny kø - i eksempelvis Region Midtjylland må man vente i tre uger på at ansøge om det.

Når man som læge, speciallæge eller kiropraktor henviser en patient til MR-scanning, som man vurderer, ikke er akut, og hvor der f.eks. ikke er mistanke om kræft eller visse former for iskæmisk hjertesygdom, så er ventetiderne lange. Det gælder blandt andet i Region Midtjylland, hvilket bekræftes af vicekontorchef Kitt Pedersen, som også er leder af patientkontoret.

Gå man ind og kigger på venteinfo.dk efter MR-scanning af hals, hoved eller hele kroppen eller andet, viser tallene for alle regioner, at der er mange ugers ventetid, i nogle tilfælde helt op til 66 ugers ventetid på Mit Sygehusvalg (esundhed.dk) på at komme til på et offentligt hospital. Derimod er ventetiderne i privat regi utroligt korte, nogle gange nul eller højst et par uger. 

Ventetider er et øjebliksbillede

Spørger man ind til de offentlige hospitalers ventetider, er der flere ting at tage højde for, forklarer Kitt Pedersen: 

”Ventetiderne for de forskellige offentlige og private hospitaler på venteinfo.dk opdateres af hospitalerne selv og er et øjebliksbillede af kapaciteten på de forskellige enheder. Patientkontoret har ikke indflydelse på oversigten,” forklarer Kitt Pedersen og påpeger, at det altid er en lægefaglig vurdering, om en patient skal scannes akut eller ej.

Derimod er det op til patienten selv, hvis man er indkaldt til f.eks. en MR-scanning og ønsker at gøre brug af den udvidede ret til frit sygehusvalg – kaldet DUF – hvis man synes, at ventetiden på det offentlige sygehus er for lang. I givet fald skal man i Region Midtjylland igennem Patientkontoret for eventuelt at blive omvisiteret til et privat tilbud.

For øjeblikket er der dog ekstra pres på for at komme i kontakt med Region Midtjyllands Patientkontor, og derfor skal man som patient for øjeblikket udfylde en blanket via fire valgmuligheder og sende til patientkontoret. Det fremgår af hjemmesiden Kontakt Patientkontoret - Region Midtjylland (rm.dk) Herefter får man tilsendt et kø-nummer, der angiver hvilken uge, man kan forvente at blive kontaktet i indenfor nærmeste fremtid. I skrivende stund (ultimo april 2022) er der således op til tre uger, før det bliver ens tur i køen.

Flere forklaringer på ventetiden

Kitt Pedersen beklager, at ventetiderne i Patientkontoret lige nu er så lange, selvom der lovmæssigt er grundlag for at blive udredt inden for 30 dage. Virkeligheden ser anderledes ud:

”Vi er i øjeblikket udfordret af flere ting, både fordi sundhedsvæsenet er presset ovenpå en lang periode med covid-19 og på grund af sygeplejerskestrejken i sommeren 2021, hvilket medfører et stort antal henvendelser. Samtidig har vi taget et nyt IT-system i brug, der desværre har en række fejl, der er ved at blive rettet. Det er Patientkontorets klare ambition at kunne håndtere henvendelserne hurtigere, end vi gør nu. Patienterne kontaktes i rækkefølge og efter en drøftelse med patientvejlederen, der oplyser om ventetider, rettigheder og muligheder, kan patienten vælge om vedkommende vil lade sig omvisitere eller blive på nuværende behandlingssted, siger Kitt Pedersen og sammenfatter:

”Hvis patienten ønsker omvisitering, bliver henvisningen sendt fra det offentlige hospital til privathospitalet, hvorfra patienten modtager en ny indkaldelse.” 

Kitt Pedeseren gør igen opmærksom på det generelt pressede sundhedsvæsen og minder om, at det ikke er alle privathospitaler, det er muligt at henvise til. Hver enkelt privat tilbud på f.eks. MR-scanning kræver bl.a. en godkendelse fra Danske Regioner for at kunne modtage patienter fra det offentlige sundhedsvæsen.

Kræftpakkeforløb kører efter en fast formel

I tilfælde af at lægen eller speciallægen vurderer, at der potentielt kan være tale om livstruende tilstande, som ved konkret mistanke om kræft eller særlige former for iskæmisk hjertesygdom er det dog en anden sag:

”Det er som sagt altid en lægefaglig vurdering, både om patienten skal ses akut, og om patienten skal inkluderes i et kræftpakkeforløb, der kører efter en ret fast formel. I kræftpakkeforløbene skal udredning og behandling gå hurtigt og disse forløb går derfor typisk ikke igennem Patientkontoret," siger Kitt Pedersen.

 

 

Udredningsretten er udfordret

Udredningsretten giver patienter ret til at blive undersøgt og udredt inden for 30 dage, når de henvises til et sygehus. Kan regionen ikke leve op til det, har man udvidet ret til at vælge udredning hos et privathospital - det såkaldte udvidet frit sygehusvalg. Retten gælder både psykiske og somatiske sygdomme. Men der er udfordringer, skriver Danske Regioner.

Læs mere på Danske Regioners hjemmeside Danske Regioner - Ret til hurtig udredning 

 

Kræftudredning uden for kræftpakkerne 

Ifølge rapporten ’Kræft i Danmark 2021’ og VIVE’s rapport ’Kræftudredning uden for kræftpakkerne’ er der dog ikke nødvendigvis tale om et let og entydigt forløb for patienter, der ikke kommer direkte i et kræftpakkeforløb. Kræftens bekæmpelse anbefaler bl.a., 

  • at der er et klart udredningsforløb for de patienter, der ikke kommer direkte i et kræftpakkeforløb. at forløbet fra symptom til diagnose bør tilrettelægges, så patienter med uklare symptomer bliver hurtigere udredt. 
  • og at der følges op på eventuelle konsekvenser af corona-pandemien for kræftpatienterne i forhold til rettidig opsporing og behandling af kræft

Læs mere

Kræftpakkerne funkraeft-i-danmark-2021-web.pdf (cancer.dk) 

Kræftudredning uden for kræftpakkerne (vive.dk)

Tags: omvisitering