Chok på Aarhus Universitetshospital: Læge anholdt for overgreb på feberramt patient

En 27-årig kvinde fra Aarhus oplevede sit livs mareridt, da en læge sneg sig ind på den isolationsstue på Aarhus Universitetshospital og begik overgreb under påskud af at skulle undersøge hende. Hun var indlagt med 40,5 i feber.

Det skriver Aarhus Stiftstidende.

Lægen havde ikke noget at gøre på den pågældende afdeling og har siden slutningen af marts været varetægtsfængslet. 

Lægen er sigtet for voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje, for blufærdighedskrænkelse og for at have misbrugt sin stilling. Eksempelvis ville han ifølge kvinden "undersøge" hendes bryster for knuder og nev hende i brystvorterne.

Sagen om overgrebet har skabt chokbølger på hospitalet.

"Det er helt vildt overraskende. I al min tid mindes jeg ikke at have oplevet noget lignende. Det er forfærdeligt, at det kunne ske. Alle, som jeg har talt med, herude synes, at det er virkelig ulykkeligt for patienten," siger lægefaglig direktør på Aarhus Universitetshospital, Claus Thomsen, til Aarhus Stiftstidende.

Torsdag valgte byretten at forlænge fængslingen - foreløbig frem til 19. maj. Ved grundlovsforhøret nægtede lægen sig skyldig, men erkendte dele af hændelsesforløbet. 

Ifølge Aarhus Stiftstidende blev lægen bortvist fra hospitalet og er ikke længere ansat. Der blev også nedlagt forbud mod, at han kunne arbejde som læge.

Like eller del denne artikel