”Selv hvis der er tale om en konkret årsag og ikke sporadiske tilfælde, så er risikoen for, at det enkelte barn bliver ramt af denne sjældne form for leverbetændelse, stadig utrolig lille," siger Anders Koch.

Tre danske børn ramt af ukendt type leverbetændelse - skyldes det covid?

I øjeblikket ses tilfælde af leverbetændelse uden kendt årsag hos børn i en række lande i verden - blandt andet i Danmark. Her har man siden december set tre tilfælde. Det skriver Statens Serum Institut (SSI) i en nyhed på hjemmesiden.

Fælles for tilfældene er, at der ikke er tale om de mest almindelige former for leverbetændelse – hepatitis A-E.

Leverbetændelse (hepatitis) kan have mange forskellige årsager. Ofte skyldes det infektioner, men alkohol, samt visse lægemidler og sygdomme, kan også forårsage leverbetændelse.

Der har i udlandet - bl.a. England og Israel - været teorier om, at covid-19 kunne være årsagen til disse nye, uforklarlige tilfælde af hepatitis hos børn, da nogle af børnene har været smittede med corona. Det er dog ikke bekræftet.

"Vi ved, at en alvorlig covid kan skade leveren," siger professor Eyal Shteyer fra Shaare Zedek hospital i Israel til det israelske dagblad Haaretz. Bemærkelsesværdigt er det, at 11 af 12 israelske børn med hepatitis-sygdommen havde covid-19 sidste år. Eyal Shteyer afviser samtidigt, at corona-vaccinen kan være årsag til sygdommen, idet de indlagte børn alle var under aldersgrænsen for vaccination.

En anden mulighed er, at den nye leverbetændelse et nyt symptom som følge af interaktion mellem forskellige vira (måske f.eks. adenovirus og coronavirus begge inficerer det samme barn). Alternativt kan det være forårsaget af en helt anden virus, der ikke er blevet opdaget endnu.

I England og Skotland har man siden nytår indtil videre registreret 74 tilfælde af leverbetændelse (hepatitis) af ukendt årsag blandt børn under 10 år. Heraf har enkelte af børnene været så alvorligt ramt, at det har været nødvendigt med levertransplantation. Langt hovedparten af tilfældene er registreret siden slutningen af marts og frem. Derudover er der blandt andet registreret 9 tilfælde i Alabama i USA, 7 tilfælde i Spanien og altså de 12 tilfælde i Israel.

Danmark har også oplevet tilfælde af leverbetændelse blandt børn under 10 år, der opfylder den definition, der er anvendt i England. Siden december har vi således haft tre tilfælde i Danmark.

”Det er flere, end vi ville forvente. Alle børn har været indlagt, og flere har været alvorligt syge, men heldigvis har ingen af dem haft brug for levertransplantation”, siger overlæge Anders Koch fra Statens Serum Institut (SSI).

De danske sundhedsmyndigheder har nu sat en udvidet overvågning i gang omkring de uforklarede tilfælde. Samtidig leder man i flere lande fortsat efter årsagen til de uforklarede tilfælde af leverbetændelse. Her har England lagt sig i spidsen, fordi de fleste tilfælde indtil videre er registreret her. Men også i det Europæiske Center for Forebyggelse og Kontrol af Sygdomme (ECDC) arbejder man på at finde årsagen.

I Danmark foregår udredningsarbejdet hos børnelægerne i samarbejde med Sundhedsstyrelsen og SSI.

”Normalt holder vi jo øje med hepatitis, der skyldes bestemte virus – for eksempel hepatitis A. Men nu har vi imidlertid nogle børn med leverskade, som vi reelt ikke ved, hvad skyldes,” siger Anders Koch.

”Derfor har vi nu udvidet overvågningen, så Sundhedsstyrelsen og SSI sammen med børnelægerne – herunder ikke mindst børneleverlægerne – holder øje med og registrerer den slags tilfælde,” siger han.

Selv om SSI er opmærksomme på situationen både i Danmark og internationalt og følger udviklingen nøje, mener Anders Koch ikke, at der er grund til uro.

”Selv hvis der er tale om en konkret årsag og ikke sporadiske tilfælde, så er risikoen for, at det enkelte barn bliver ramt af denne sjældne form for leverbetændelse, stadig utrolig lille,” siger han.

”Man skal som forælder forholde sig som man plejer, når ens barn bliver syg og søge læge, hvis man er bekymret for barnets tilstand. De typiske, tydelige symptomer på leverbetændelse er hvidlig afføring, meget mørk urin og gulfarvning af øjne og hud. Forinden vil man typisk have udtalt træthed, nedsat appetit, kvalme og opkast, mavesmerter eller muskel- og ledsmerter”, siger Anders Koch.

Like eller del denne artikel