Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Ny forskningsenhed for almen praksis i Esbjerg

I forbindelse med etableringen af kandidatuddannelse i medicin på Sydvestjysk Sygehus etableres en ny satellit afdeling af forskningsenheden for Almen Praksis. På nuværende tidspunkt holder forskningsenheden til på SDU i Odense, men udvider nu med en afdeling i Esbjerg.

Den nye afdeling åbner 10. marts, og der er ved åbningen oplæg fra Stephanie Lose, Regionsrådsformand i Region Syddanmark, Jens Søndergaard, leder af Forskningsenheden for Almen Praksis i Odense og i Esbjerg, Jørgen Skadborg, PLOs formand og flere andre.  

"Sygehuset gennemgår lige nu en stor transformation fra akutsygehus til universitetssygehus med lægeuddannelse. Det betyder derfor også meget, at vi kan tilbyde vores studerende og medarbejdere et attraktivt forskningsmiljø," siger Anna-Marie Bloch Münster, lægelig direktør på Sydvestjysk Sygehus.

For SDU betyder etableringen af afdelingen i Esbjerg også meget: 

"Det er vigtigt at være der, hvor de studerende er. Så selvfølgelig skal der også være en afdeling i Esbjerg, nu hvor lægeuddannelsen kommer til Esbjerg. Almen Praksis er et område, som berører mange mennesker. Derfor er det vigtigt, at vi fortsat kan forske i og bidrage med ny viden, så vi kan give den bedste behandling til vores patienter. Vi glæder os til i højere grad at kunne involvere praktiserende læger i Sydjylland i forskning og i undervisning," siger Jens Søndergaard, leder af Forskningsenheden for Almen Praksis i Odense og i Esbjerg ved Fonden for Almen Praksis samt professor og forskningsleder ved SDU og praktiserende læge og klinisk farmakolog.