Kræftsyge børn med ressourcesvage forældre får dårligere behandling

Kræftsyge børn med forældre, der har en kort uddannelse eller er arbejdsløse, kan forvente en senere diagnose og et andet behandlingsforløb end børn af mere ressourcestærke forældre. Det viser to nye undersøgelser fra Kræftens Bekæmpelse og Rigshospitalet.

”Dette er endnu et eksempel på den ulighed, der er i sundhedsvæsenet. Tidligere forskning har vist, at børn af ressourcesvage forældre generelt har dårligere chancer for at overleve kræft. Vores nye undersøgelser kan ikke vise, om de flere kontakter inden diagnosen eller den lavere dosis kemoterapi har en betydning for overlevelsen, men de peger på en ulighed i børnenes sygdomsforløb,” siger Line Hjøllund Pedersen fra Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning, der har stået i spidsen for undersøgelserne, på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside.

Omdrejningspunktet i den ene af undersøgelserne, som er publiceret i Pediatric Blood & Cancer, er, hvilken behandling børnene får, hvis de bliver diagnosticeret med akut lymfatisk leukæmi (ALL), som er den hyppigste kræftform blandt børn. Studiet omfatter 173 danske børn, der i perioden 2008-2016 blev behandlet i henhold til Nordisk Selskab for Pædiatrisk Hæmatologi og Onkologi ALL2008-protokol. Forskerne monitorerede her retrospektivt dosering og metabolitniveauer hos børnene, når de modtog  systemisk behandling med methotrexat (MTX)/6-mercaptopurin (6MP).

Resultaterne viste, at børnene typisk fik en lavere dosis kemoterapi (dog inden for det anbefalede område), hvis deres forældre havde en kort uddannelse eller var arbejdsløse. Eksempelvis var den gennemsnitlige dosis MTX for børn af forældre med en kort uddannelse 13,8 mg/m2/uge, mens dosis for børn af forældre med en videregående uddannelse var 18,6 mg/m2/uge. De tilsvarende tal for 6MP var 47,7 og 66,1 mg/m2/dag.

Forskerne fandt inden ingen signifikante forskelle mellem de sociale grupper, når det gjaldt familiernes overholdelse af behandlingen. Resultaterne indikerer dermed, at det snarere er lægernes manglende overholdelse af protokolanbefalinger om lægemiddeldosering snarere end familiernes overholdelse af behandlingen, som bidrager til sammenhængen mellem socioøkonomisk position og helbredelsesrater hos børn med ALL, konkluderer forskerne. De påpeger dog, at præcise mekanismer stadig skal undersøges.

Senere diagnose

I den anden af undersøgelserne, som er publiceret i BMC Cancer, identificerede forskerne alle børn diagnosticeret med kræft i alderen 0-15 år i perioden 1998-2016 (i alt 3.043 børn) fra Dansk Børnekræftregister. De indhentede dernæst omfattende information fra forskellige nationale registre om mål for socioøkonomisk status, forældres sundhed og prædiagnostiske kontakter til både praktiserende læger og hospitaler 24 måneder før diagnosen.

Resultaterne viser blandt andet, at forældre med en kort uddannelse eller arbejdsløse forældre, forældre, som har en depression, og forældre, som har en ikke-vestlig baggrund, skal henvende sig til sundhedsvæsenet væsentligt flere gange, før deres barn får en kræftdiagnose, end mere ressourcestærke forældre skal.

Selvom undersøgelsen viser, at børnenes sygdom ikke var mere fremskreden trods de flere kontakter inden diagnosen, kan der kan alligevel være alvorlige konsekvenser af de muligvis forsinkede diagnoser, understreger medforfatter på undersøgelsen professor Kjeld Schmiegelow. 

”Typisk er kræft hos børn så aggressiv, at man ikke kan gå længe med det, før det bliver opdaget. Men vi ved ikke, om den forsinkede diagnose har betydning for, om sygdommen eksempelvis vender tilbage, eller om den bliver modstandsdygtig over for behandlingen,” siger Kjeld Schmiegelow til Kræftens Bekæmpelse.

Han peger desuden på, at det kan være meget vanskeligt for forældrene at slippe følelsen af, at et barn måske endte med at dø, fordi der gik for længe, inden diagnosen blev stillet.

Social ulighed er ikke forældrenes ansvar

Den nye forskning udfordrer myten om, at årsagen til den sociale ulighed alene ligger hos forældrene, f.eks. fordi de er for længe om at gå til lægen med deres barn eller ikke er i stand til at overholde den del af behandlingen, de selv skal stå for. Tværtimod er denne gruppe af forældre ekstra vedholdende og går hyppigere til lægen for at få en diagnose til deres barn, fortæller Kjeld Schmiegelow.

”Og når vi analyserer blodprøver for medicinindhold fra børnene, kan vi se, at forældrene overholder deres del af behandlingen til punkt og prikke. Det stemmer overens med det, vi ser, når vi møder familierne. Der er ingen social ulighed i, hvor højt man elsker sine børn, og forældre til et kræftsygt barn sjusker ikke med behandlingen, uanset hvor såkaldt ’ressourcestærke’ eller ’ressourcesvage’ de er,” siger han.

På Rigshospitalet har man nu indført en såkaldt navigator-ordning. Her kan forældre til børn med kræft få hjælp af en sygeplejerske til at håndtere de ofte langvarige og komplicerede behandlingsforløb.

Tags: ulighed

Like eller del denne artikel