Især overdødeligheden blandt landets ældre giver dybe panderynker hos Ældre Sagen, fortæller Rikke Hamfeldt, seniorkonsulent i foreningen.

Mange ældre ønsker 4. stik mod corona – men Sundhedsstyrelsen afviser

Mens coronaepidemien er stilnet af i store dele af samfundet, skaber en stigning i døde med corona på landets plejehjem og en overdødelighed blandt landets ældre bekymring. Men der ikke evidens for et 4. vaccinestik til de ældre på nuværende tidspunkt, lyder det fra Sundhedsstyrelsen. 

Stadig færre danskere bliver indlagt med alvorlig coronasygdom på landets hospitaler, og få dør med covid-19 på intensivafdelingerne. Men anderledes ser det ud rundt omkring på landets plejehjem. Her er antallet af døde med corona steget uge for uge siden årsskiftet, og samtidig er overdødeligheden for gruppen over 85 år steget i 2022, mens andre aldersgrupper har oplevet en faldende overdødelighed og nu ligger på normalen.

Og især overdødeligheden blandt landets ældre giver dybe panderynker hos Ældre Sagen, fortæller Rikke Hamfeldt, seniorkonsulent i foreningen.

”Lige nu ser man tegn på en mindre overdødelighed blandt borgere på 85+, og det synes vi er bekymrende,” siger hun.

I den seneste opgørelse på området fra Statens Serum Institut fremgår det, at der i uge 7 var registreret 99 døde med corona på landets plejehjem. Det er et af de højeste tal, der er blevet målt under hele coronapandemien. Og sammenholdt med tal for overdødeligheden tegner der sig et potentielt alvorligt billede. Det har foreningen også kunnet mærke på sine medlemmer, der i stigende grad henvender sig med et ønske om bedre beskyttelse mod corona med et 4. vaccinestik.

”Der er helt klart en efterspørgsel på et 4. stik,” understreger Rikke Hamfeldt.

”Det er både et spørgsmål om, at mange i risikogrupperne oplever stor utryghed, selvom omikron giver et mindre alvorligt forløb. Og vi skal også huske på, at det godt kan være, du ikke bliver indlagt med omikron, men mange har alligevel et langt og opslidende sygdomsforløb, som kan have betydning for den enkeltes funktionsniveau,” siger hun.

Handler kun på nettet

En af dem, der ville ønske, at Danmark begyndte at tilbyde et 4. vaccinestik til ældre borgere, er 69-årige Jette Hermansen. Hun bor sammen med sin mand i Hobro, og det pensionerede par lever i dag lige så isoleret som under coronaens første bølger af frygt for at blive smittet. 

”De siger i nyhederne, at man skal passe på de ældre, for der er så mange, der dør af corona, men alligevel vil man ikke tilbyde et 4. vaccinestik. Jeg synes, det er noget mærkeligt noget,” siger hun.

”Vi er mange ældre, der ikke besøger hinanden. Vi går ture, hvor vi ikke møder andre, og vi handler kun på nettet, både dagligvarer, når vi køber ind fra planteskolen osv. Vi har en søn og svigerdatter på Sjælland, men der har vi jo et problem, når vi skal med Molsfærgen.”

For Jette Hermansen og hendes mand er ønsket om et 4. vaccinestik så presserende, at de har henvendt sig til Sundhedsstyrelsen og spurgt, om de selv kan få lov at betale sig til et ekstra vaccinestik. Men svaret var nej uden nogen nærmere begrundelse, lyder det fra Jette Hermansen. 

”Når man så kan læse, hvad de gør i Israel, Tyskland og Sverige, hvor ældre bliver tilbudt et 4. stik, så undrer det os, at man ikke kan få det 4. vaccinestik i Danmark,” siger hun.

Som det er nu er den bedste mulighed for at nedsætte risikoen for et alvorligt sygdomsforløb at få ordineret en tabletbehandling mod corona ved egen læge, hvis parret skulle blive smittet. Men heller ikke den løsning er lige for, forklarer Jette Hermansen.

”Det er kun dem på plus 80, der får det tilbud, vi andre bliver ikke tilbudt dem,” siger hun.

Ingen evidens for 4. stik

I Sundhedsstyrelsen kan vicedirektør Helene Bilsted Probst godt forstå bekymringen, og hun understreger, at styrelsen har et stærkt fokus på at følge udviklingen i sygdom og død blandt de ældre. Men på nuværende tidspunkt giver data ikke anledning til at tilbyde et 4. stik, forklarer hun.

”I forhold til 4. stik har vi løbende vurderet, om vi skulle udbrede det til en større del af befolkningen, og vi har lige gennemgået det igen og offentliggjort vores vurdering 11. februar. Lige nu anbefaler vi et 4. stik til dén gruppe af befolkningen, der har et svækket immunforsvar og ikke har haft fuld effekt af vaccinen. Det er en helt anden situation med de ældre, fordi deres immunforsvar har reageret på vaccinen, og det, vi ser, er at 3. stik giver dem en god beskyttelse mod alvorlig covid-19 sygdom.,” siger hun og uddyber:

”Det er klart, vi vil holde øje med de her signaler; stigningen af antallet af døde med en positiv covid-test og overdødeligheden. Men vi skal have et helhedsblik og også se på, hvad det har af konsekvenser for øget sygelighed. Her har vi set at antallet, der bliver alvorligt syge af covid-19, også blandt de ældre, er faldende.”

Ifølge Helene Bilsted Probst er vacciner et lægemiddel, der skal ordineres af en fagperson, og derfor kan man ikke tilkøbe sig et ekstra stik. Hun vurderer dog, at et 4. stik meget vel kan være på vej, det handler bare om at tilbyde det på det rigtige tidspunkt: 

”Der er bivirkninger ved al medicin, så der skal være en god sundhedsfaglig begrundelse for at anbefale 4. stik. Og timingen er fuldstændig afgørende – vi kommer formentlig til at give et 4. stik til den her gruppe, for eksempel til efteråret, men det skal gøres, når det har den bedste effekt, og lige nu er epidemien på vej ned,” siger hun. 

Brug tabletbehandling

Og der er god grund til at afvente data, der giver en klar indikation på, om – og hvornår – et 4. vaccinestik giver mening at tilbyde ældre borgere. Det mener også professor på infektionsmedicinsk afdeling på Aalborg Universitetshospital, Henrik Nielsen.

”Man skal ikke vaccinere, hvis der stadig er tilstrækkelig beskyttelse, og man ikke får mere ud af det,” siger han og forklarer:

”Konsekvensen af, at man siger: ’Skulle de ikke have et stik mere,’ uden at have evidens for det, vil være, at man skaber en ide om, at vaccinerne kun holder kortvarigt. Og det er ikke en god strategi.”

Derfor må man – indtil de nødvendige data, der kan understøtte et 4. stik, ligger klar - i højere grad have fokus på talbehandlingen af covid-19, mener han. 

”Der findes jo en tablet, som i virkeligheden anbefales af Sundhedsstyrelsen til alle over 80 år, der får corona og nærmest bare har småsymptomer. Der har Sundhedsstyrelsen vurderet, at selv en beskeden corona er en belastning for den ældre og kan ende med at gå galt. Det er jo en mulighed, at man bliver mere flittig til at udnytte den behandling til de ældre og ikke kun dem over 80,” siger han.

Tags: corona, coronvaccine

Like eller del denne artikel