Foto: TV2TV2 discount-dokumentar om kræftsyg far er båret af en ualmindeligt ringe journalistik
TV. Uetisk, farlig, uprofessionel, skamløs er nogle af de ord, der først og fremmest melder sig i forbindelse med kvaliteten af en ny dokumentar om en alvorligt kræftsyg enlig fars tapre forsøg på at holde sig i live for sine to unge teenageres skyld.
At kræftsyge 53- årige Henrik Lykke Dam fortsat er i live, tilskriver han selv, at han hver måned betaler godt 30.000 kroner for at blive behandlet med regional kemoterapi hos den tyske professor i radiologi Thomas Vogl ved Frankfurt Universitetshospital.
En vurdering, som TV 2 på mest himmelråbende, ukritiske og uansvarlige vis viderebringer i stationens nye TV-2 dokumentar "Familiefar snyder døden", som er én lang, men helt skamløst udokumenteret anprisning af de tyske, regionale kemobehandlinger.
Henrik Lykke Dam får i 2016 konstateret tarmkræft og bliver af sine danske læger ifølge programmet henvist til palliativ behandling efter konstateret spredning i lunge, lymfer og lever i 2018 trods forudgående operationer og kemoterapi.
Men Henrik Lykke Dam, der er enlig far til dengang 7-årige Sophia og 15-årige Benjamin, beslutter i stedet at søge yderligere behandling, som også andre danskere har gjort og gør, hos Thomas Vogl i håbet om enten at blive helbredt eller livsforlænget af hans regionale, kemoterapeutiske behandlinger.
Havde Henrik Lykke Dam ikke taget behandlingen i egne hænder, er han overbevist om, at han for længst havde været død. Formentlig allerede i 2018, hvor scanninger i januar viste metastaser i lunge og leveren, og hvor hans danske læger i august samme år fortalte ham, at han nu var uhelbredeligt syg. Hvor lang tid han havde igen, turde lægen ikke gisne om.
Samme måned i august tog Henrik Dam kontakt til professor Thomas Vogl i Frankfurt, hvor han siden har været under de behandlinger, som han selv opfatter som livreddende, men som nu også er ved at koste ham sit og børnenes hjem.
”Vogl fortalte mig, at jeg givetvis ikke ville opleve julen 2018 uden behandling, og dagen efter fik jeg den første regionale behandling,” fortæller Henrik Dam, der i programmet står foran endnu en tur til Frankfurt op til julen 2021, og som er fuld af lovord om Thomas Vogel, som han mener, at han skylder fire juleaftener og sit liv i øvrigt.
Og det er ikke kun Henrik Lykke Dam, som er tillidsfuldt imponeret. Det samme er en anden dansk patient, en landmand, som også behandles for metastaser i leveren hos Vogel, og som Dam og programmet aflægger en visit.
”Kræften i leveren er mindsket og stort set væk ad to omgange,” fortæller landmanden, der sammen med Dam blandt andet beklager, at de ikke har kunnet opnå at få de samme behandlinger i Danmark, samt at man som dødeligt syg er nødt til at betale for de mirakuløse behandlinger selv. Synspunkter, som Henrik Lykke Dams nu 19-årige søn meget forståeligt også deler.
Man kan kun håbe for de to mænd, at de har ret i, at det er Thomas Vogls regionale kemoterapi, der holder dem i live. Men at se "Familiefar snyder døden" er ikke desto mindre et ubehageligt dejavu tilbage til danske TV-indslag og programmer i 00’erne om ulykkelige og desperate danskere, som i de år også pantsatte deres hjem og valfartede til Thomas Vogel i håbet om mirakuløse overlevelser.
I 2008 og 2009 var disse patienter så mange og så højlydte, at Kræftens Bekæmpelse satte gang i en række uhildede undersøgelser og betalte det danske sundhedsvæsen til at hyre Thomas Vogel til at designe og igangsætte studier på Herlev hospital af dennes tekniske metoder i håb om, at behandlingerne vitterligt var effektive.
Men blandt de uhildede eksperter var dommen siden hård. Uetisk, upålidelig og uden kvalificeret vurdering af balancerne mellem positive og negative effekter lød det for eksempel om Vogels forskning i en vurdering fra det uafhængige medicinske analyseinstitut, Cochrane, som også skrev:
”Kvaliteten af de videnskabelige arbejder om regional kemoterapi, som professor Thomas J. Vogl har bidraget til, er af exceptionelt ringe kvalitet. Der er tale om beskrivelser af serier af behandlede patienter, uden en kontrolgruppe, og uden en klar beskrivelse af, hvem der indgår, og hvem, der ikke indgår. Endvidere er de metoder, der benyttes til at behandle data, helt uacceptable, idet man på forhånd ved, at de giver misvisende resultater,” står der i rapporten, der også forholdt sig til Vogels grundlæggende behandlingsprincip, som er reducering af lokale tumorer:
”Den bedste tilgængelige evidens viser, at regional kemoterapi kan medføre reduktion af størrelsen på tumorer og metastaser i leveren. Dette medfører imidlertid ikke en levetidsforlængelse eller en reduktion i den samlede dødelighed, og der er vigtige skadevirkninger, inklusive dødsfald. Hos patienter, hvor regional kemoterapi benyttes forebyggende efter fjernelse af primærtumor, kan behandlingsrelaterede dødsfald medføre en øget samlet risiko for død.”
At man - velvidende at der lever tusindvis af sårbare danske kræftpatienter i stadie 4, som vil være nemme ofre for en faktabefriet og uansvarlig reklamevideo for evidenssvage behandlinger - overhovedet kan finde på endnu engang kritikløst at holde mikrofonen frem for Vogels salgsmetoder er i sig selv mildest talt problematisk. Og at en public servicestation helt udelukker al eksisterende faglig viden om Vogls metoder er mildest talt under al kritik, når denne viden om fordele og ulemper findes.
At man i det hele taget ikke har været det ringeste interesseret i onkologisk indsigt og erfaringer med behandlingerne og dermed heller ikke i, hvorfor de to patienter fra programmet har fået afvist deres anmodninger om regional kemoterapi i det danske sundhedsvæsen, ses tydeligt ved, at man ikke engang har talt med for eksempel overlægerne Benny Vittrup og Dorte Nielsen, Enheden for eksperimentel kræftbehandling på Herlev Hospital, der begge har arbejdet med regional kemoterapi siden 2004 i et oprindeligt samarbejde med Vogel, og som kunne have fortalt om deres erfaringer og også forklaret, hvorfor det danske sundhedssystem ikke mener, at hans behandlinger er en fordel for mennesker som Henrik Dam.
I stedet har man af alle valgt at tale med koncerndirektør Kurt Espersen, Region Syddanmark, der på grund af blandt andet tavshedspligt ikke kan fortælle os det, vi gerne vil vide, nemlig om Henrik Lykke Dam lever på grund af behandlingerne, eller om det er, som Espersen antyder, Dams personlige biologi, som er på spil.
Hvorfor Dam er blevet nægtet regional kemoterapi i Danmark, kan Kurt Espersen selvfølgelig heller ikke udtale sig konkret om på nationalt TV, men mumler noget generelt om retningslinjer og indikationer. At Kurt Espersen stiller op på betingelser, som kun kan gøre, at han rimeligt uretfærdigt ser vildt utroværdig ud, kan man undre sig over.
Men at TV2 synes, at det er god journalistik overhovedet ikke at teste sine påstande og indhente kvalificerede svar, kan man undre sig endnu mere over. For uanset om Vogel er en mirakelmand eller blot en dygtig forretningsmand, og uanset om de syge danskere spilder deres tid og penge, eller om de rent faktisk lever meget længere og meget bedre i kraft af de tyske behandlinger, så fortjener vi seere og ikke mindst alvorligt syge kræftpatienter mere retvisende information og svar, end dem vi får og slet ikke får her i denne parodi af et dokumentarprogram, som i den grad har lavet følelsesmæssigt pop ud af et dødsens alvorligt emne.
Så hvad end sandheden er om Henrik Lykke Dams og landmandens behandlinger, så er programmet mildt sagt en ommer, for stationen bærer nu et stort ansvar for, om endnu flere danske syge kræftpatienter herefter vælger at bruge deres sidste sparepenge på behandlinger, hvis effekt de ikke kender.
Når programmet alligevel får en enkelt stjerne fremfor 0, er det fordi, at det - omend yderst indirekte - antyder en forklaring, som rækker udover uenighed i uigennemskuelige og uforklarede behandlingsregimer: Nemlig at Henrik Lykke Dam måske på grund af fejl og svigt i sit tidlige udrednings- og behandlingsforløb har mistet en tillid til det danske sundhedsvæsen, som kun lider yderligere skade, da han af lægen får at vide, at nu er der ikke mere noget at gøre, og han derfor skal gå hjem og nyde sin sidste tid med sine børn.
For en enlig far og en entreprenant iværksætter i sin bedste alder som Henrik Lykke Dam er dette tydeligvis ikke en option, men en hurtigt eksekveret dødsdom. En god samtale, en duft af fremtid og en kompetent proaktiv palliationsplan kunne måske have reddet ham og det hus, som han og børnene nu er tvungne til at flytte ud af. Ligesom man heller ikke skal underkende muligheden for, at patienter, som føler, det er dem selv, der har fat i styrepinden, måske lever bedre og længere end dem, som lader sig blive sendt hjem med besked om at nyde den sidste tid.