Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Formand for kræftlæger: Cannabis-ordningen udfordrer tilliden til lægen

Den forsøgsordning med medicinsk cannabis til blandt andre kemopatienter, som trådte i kraft ved årsskiftet, giver patienterne urealistiske forventninger og udfordrer tillidsforholdet mellem læge og patient. Det mener formand for Dansk Selskab for Klinisk Onkologi (DSKO), Lars Henrik Jensen.

”Vi mærker en meget stor interesse fra patienterne, men interessen er desværre helt ude af proportioner i forhold til den teoretiske effekt, man kan forestille sig, der kan være. Det er nogle stoffer, som har været kendt i mange år, og som har været testet mange gange. Alligevel er det ikke noget, der har fundet sin plads i behandlingen. Så jeg har ikke de store forventninger til, at det vil kunne hjælpe os i dagligdagen,” siger Lars Henrik Jensen og tilføjer:

”Det er ikke et behov, som vi, der sidder med patienterne, efterspørger. Det er ikke noget, vi af egen kraft har kunnet se har kunnet hjælpe i patientbehandlingen. Det er noget, som mestendels nogle politikere og raske mennesker har fået gennemført.”

Lars Henrik Jensen mener, at forsøgsordningen udfordrer det tillidsforhold, der skal være mellem den enkelte patient og lægen.

”Politikerne og nogle patientgrupper med særinteresser har givet helt urealistiske og grundløse forventninger til, hvad medicinsk cannabis kan, og hvordan det kan virke som medicin. Det betyder, at patienter på den baggrund, med rette, møder op hos blandt andre os kræftlæger og beder om at få den medicin, som skulle være så god. Men det har ikke hold i virkeligheden,” siger han.

Snak om behovet

Onkologerne har endnu ikke har fundet deres ben at stå på i forhold til forsøgsordningen med medicinsk cannabis, fortæller Lars Henrik Jensen.

”Det er en helt ny og ikke blandt læger anerkendt måde at begynde at indføre medicin på, at man politisk siger, at vi kan udskrive medicin, der ikke er undersøgt ordentligt. Så det er meget uvant for os, og derfor har vi generelt set ikke fundet ud af, hvordan det skal håndteres,” siger Lars Henrik Jensen.

Når onkologerne møder en patient, der ønsker behandling med medicinsk cannabis, bør de tage en snak om behovet for at prøve medicinsk cannabis, mener Lars Henrik Jensen.

”Vores opgave er at finde ud af, hvorfor patienten har et behov for medicinsk cannabis og tage en snak om det. De fleste skal bare lige sende en prøveballon op og se, om der er et eller andet, der måske vil kunne hjælpe dem. Men når vi så har en snak om, hvad man kan forvente af effekt og bivirkninger, har langt de fleste ikke noget ønske om det,” siger Lars Henrik Jensen.

Han tilføjer, at ønsket om medicinsk cannabis i nogle tilfælde er udtryk for, at patienterne oplever bivirkninger af f.eks. kemoterapi.

”Vi har nogle meget bedre behandlingsmuligheder nu for at behandle kvalme og opkastning ved kemo, så almindeligvis finder vi nogle løsninger, der virker, i form af nogle stoffer, som er undersøgt og godkendt,” siger Lars Henrik Jensen.

I det perspektiv, at det i forsøgsordningen lyder, at ”relevante, godkendte konventionelle lægemidler bør være afprøvet, før behandling med medicinsk cannabis forsøges”, mener Lars Henrik Jensen, at medicinsk cannabis kun vil være relevant for få kræftpatienter.

Han forventer heller ikke, at patienterne vil gå til deres egen læge og få udskrevet cannabis.

”Jeg tror ikke, at de fleste praktiserende læger tør udskrive medicinsk cannabis, fordi man ved for lidt om bivirkningerne. Så jeg tror ikke, vi kommer til at se en masse patienter, der har fået det udskrevet det af deres egen læge,” siger Lars Henrik Jensen.

 

 

Fakta om forsøgsordningen

Regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Alternativet, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti indgik 8. november 2016 i tilknytning til satspuljeaftalen aftale om at etablere en forsøgsordning med medicinsk cannabis. Der blev afsat 22 mio. kr. til ordningen, som begyndte 1. januar 2018.

Formålet med forsøgsordningen er at ’etablere en forsvarlig ramme for brug af medicinsk cannabis i sundhedsvæsenet, så patienter med bestemte behandlingsindikationer kan behandles med medicinsk cannabis ordineret af en læge. Herved kan nogle af de patienter, der selvmedicinerer med ulovlige produkter, få et lovligt alternativ, ligesom anvendelsen kan ske i mere sikre rammer’.

I vejledningen til forsøgsordningen anbefales fire patientgrupper: Sklerosepatienter, patienter med rygmarvsskade, patienter i behandling med kemoterapi og kroniske smertepatienter.

De fire patientgrupper er valgt ud fra Lægemiddelstyrelsens vurdering af, hvor cannabis kan have en effekt. Reelt er der dog ingen begrænsning på, hvilke patienter der kan få ordineret cannabis igennem forsøgsordningen, eftersom lægerne har fri ordinationsret.

 

 

Tags: Medicinsk cannabis, Lars Henrik Jensen, cannabis

Del artikler