BØGER. Syge kvinders liv afhænger af, om lægevidenskaben lærer at lytte, og at kvinder begynder at hævde deres ret og dele deres historier og således styrker hinanden i at udfordre det stigma, som historisk er forbundet med kvinders erfaringer med sygdom, mener den britiske forsker i humaniora og kulturstudier forfatter, Elinor Cleghorn. Hun forsøger at påvise, at medicin altid har været en patriarkalsk videnskab.
Lægevidenskaben er berygtet for at misforstå kvindekroppens lidelser, og det begyndte allerede med Hippokrates, der i sine medicinske skrifter i det 4. og 5. århundrede f.v.t., skrev, at hvis kvinder ikke fik tilstrækkeligt med børn og sex, så ville livmoderen kunne "vandre" opad mod hendes lever og endda blokere hendes vejrtrækning og kvæle hende til døde, fremfører Elinor Cleghorn i sin nye bog "Unwelll Women, Misdiagnosis and Myth in a Man-made World", hvori hun blandt andet uddyber om Hippokrates:
”Senere gav hans omvandrende livmoder-teori anledning til ordet hysteri fra "hystera", som er græsk for livmoder. Et udtryk, der kom til at betegne en mental tilstand hos især kvinder, der indeholdt følelsesmæssig ophidselse, angst og fysiske symptomer, som læger ofte betragtede som selvopfundne. Indtil slutningen af det 19. århundrede var hysteri en diagnose for en hvilken som helst af de kvindelige patologier, som læger ikke forstod," argumenterer Elinor Cleghorn, som herefter gennemgår den europæiske og amerikanske lægevidenskabs udvikling frem til i dag.
En udvikling, der ifølge "Unwelll Women, Misdiagnosis and Myth in a Man-made World" består af én lang række forfærdelige historier om, hvordan lægevidenskaben siden antikken op til i dag med nutidens skiftende opfattelser af hormoner, menstruation, menopause og sygdomme som endometriose, kroniske smertetilstande og immunforsvarsforstyrrelser mere eller mindre konsekvent har misforstået og svigtet kvinder ved at behandle dem forkert med som oftest ødelæggende konsekvenser. For eksempel når unge kvinder i England og i USA i slutningen af 1800-tallet i stor stil fik fjernet deres ovarier, hvis de havde menstruationsbesvær, når de masturberede og udviste seksuel interesse eller led af epilepsi. Eller da især kvinder i 1950´erne og 1960’erne blev fik det hvide snit mod for eksempel depression eller blot en adfærd, som udfordrede hjemmets harmoni.
»Vi bliver fortalt, at medicin er kunsten at løse vores krops mysterier. Og som videnskab forventer vi, at lægevidenskaben overholder principperne om evidens og upartiskhed. Vi ønsker, at vores læger lytter til os og tager sig af os som mennesker, men vi har også brug for, at deres vurderinger af vores smerter og feber, ømhed og udmattelse er fri for fordomme om, hvem vi er uanset vores køn eller vores hudfarve. Men lægevidenskaben ligger under for sin egen bekymrende historie. Lægevidenskabens og sygdommenes historie er en historie om mennesker, deres kroppe og deres liv, ikke kun om læger, kirurger, klinikere og forskere,” skriver hun og fortsætter:
”At være en syg kvinde i dag er at kæmpe mod indgroede uretfærdigheder mod kvinders kroppe, sind og liv, men vi skal ikke længere leve i stilhed og skam.”
Elinor Cleghorn er selv en af de syge kvinder. For 10 år siden blev hun diagnosticeret med den autoimmune sygdom Lupus efter i syv år at have fået at vide, at hendes ofte meget alvorlige og invaliderende symptomer var enten psykosomatiske eller udtryk for normale, hormonelle svingninger. Først da hendes sygdom truede både hendes og hendes ufødte barns overlevelse, blev de mange årige symptomer og klager taget alvorligt. Oplevelser som gjorde, at hun herefter dykkede ned i historien, hvor hun fandt en rød tråd af kvindelig lidelse, diskrimination, manglende forståelse, fejldiagnoser og overgreb:
”Sundhedsprofessionelle og sundhedsvæsnerne svigter kvinder i deres respons og behandlinger af smerter – især kroniske smerter. Skævvredne kønsbestemte antagelser og forventninger og påvirker direkte hvor reelle, alvorlige og behandlingskrævende kvinders smerter opfattes. Kvinder er i større risiko for at blive tilbudt beroligende eller antidepressive mediciner i stedet for smertedæmpende præparater. Kvinder bliver sjældnere henvist til yderligere diagnostisk udredning end mænd. Og kvinders smerter tilskrives meget hyppigere følelsesmæssige eller psykologiske årsager end kropslige eller biologiske forhold,” skriver hun.
Elinor Cleghorn er i dag en vred kvinde, så hvis man nogensinde har oplevet at blive mistroet, afvist eller fejldiagnosticeret af sin læge, så har man måske her svarene på, hvorfor en mandsdomineret lægevidenskab fortsat er præget af manglende vilje til at lytte til kvinders beretninger om deres symptomer og erfaringer med egne kroppe.
Ifølge Cleghorn er vejen frem til en ændring af en kultur fuld af misopfattelser og fejldiagnoser, at lægevidenskaben tvinges til at lære af historien. Og om den mandsskabte verden, hvor kvinders kroppe og sind ifølge hende har været den primære slagsmark for kønnene, skriver hun:
"For at afmontere denne smertefuld arv i forhold til medicinsk viden og praksis, må vi først lære at forstå, hvorfra vi kommer, og hvordan vi er nået hertil. For ingen syge kvinder bør kunne reduceres til journalark, et sæt kliniske observationer eller hengemte casestudies i et arkiv. Lægevidenskaben må lytte til kvinder, når de taler- ikke som kvinder undertrykte af de mandsskabte myter, men som mennesker. Lægevidenskaben må lytte og stole på vores vidnesbyrd om vores egne kroppe og ultimativt vende sine ressourcer, tid og penge mod endelig at løse vores medicinske mysterier. Svarene er i vores kroppe, og i de historier som vores kroppe altid har fortalt,” skriver hun.
At Cleghorn er en kompetent og ganske grundig researcher, bør der ikke herske tvivl om. Så selv om Cleghorn bestemt har en meget personlig, passioneret og indigneret vinkel på sine fortolkninger af det store historiske materiale, som hun er dykket ned i, så er hendes næsten 500 sider lange afdækning af den vestlige lægevidenskabs historiske bias overfor kvinder alligevel tilstrækkelig troværdig til, at "Unwelll Women, Misdiagnosis and Myth in a Man-made World" ikke kun er en spændende, provokerende og velskrevet, men også vigtig og nødvendig bog, som bør mane til eftertanke og selvgranskning.
I hvilket omfang hun har ret i sin påstand om, at kvinders sygdomme og behandlinger til alle tider har været bestemte af forkerte og sexistiske underliggende opfattelser af kvinders krop og sind med unødig lidelse og yderligere sygdom til følge, er det spørgsmål, som lægevidenskaben efter denne bog rettelig bør stille sig selv, for synderegistret er langt.
Desværre giver forfatteren ikke selv det endelige og fulde svar, for Cleghorn har ikke medtaget meget af den del af lægevidenskaben, der alt andet lige netop har arbejdet med at komme nogle af de ting, som hun kritiserer, til livs.
Det er den selvsamme lægevidenskab, der for eksempel har påvist, at kvinder med brystkræft ofte kan undgå at få fjernet hele brystet, at kvinder med blodprop i hjertet underbehandles på grund af et helt andet symptombillede, at hormontilskud ved overgangsalder kan skade mere end det gavner, og at p-piller kan fremkalde blodpropper, hvorfor nogle kvinder bør bruge en anden form for prævention. En bias hos forfatteren, som gør, at bogen desværre må miste en stjerne for manglende mod-evidens overfor sin egen hypotese.
Elinor Cleghorn: "Unwelll Women, Misdiagnosis and Myth in a Man-made World" koster 189,95 kroner på Saxo.dk
