"Jeg er rigtig glad for, at vi nu får uddannelsen sat i søen, så vi kan forøge antallet af læger med specialistviden inden for palliation. Dermed sikrer vi, at vi giver mennesker den bedst mulige sidste tid i livet," siger Karin Friis Bach.

Ny uddannelse: Flere læger skal dygtiggøres til arbejdet med alvorligt syge og døende

Regionerne etablerer en ny, to-årig uddannelse i palliation, så læger kan uddannes til fagområdespecialister i palliativ medicin i Danmark.

Det betyder, at endnu flere læger bliver dygtige til at behandle mennesker den sidste tid. Palliation er det sundhedsfaglige ord for lindring. Begrebet palliation bruges i forbindelse med lindrende behandling af lidelser og de symptomer, som kan være forbundet med at få og leve med en livstruende sygdom.

Ambitionen er, at uddannelsen kan udbydes fra efteråret 2022. Der vil være cirka 30 pladser.

Uddannelsen etableres som et supplement til den nordiske uddannelse i palliation, hvor Danmark har otte pladser.

"Den nye uddannelse er et vigtigt skridt på vejen for at den palliative indsats i sundhedsvæsenet. Jeg er rigtig glad for, at vi nu får uddannelsen sat i søen, så vi kan forøge antallet af læger med specialistviden inden for palliation. Dermed sikrer vi, at vi giver mennesker den bedst mulige sidste tid i livet," siger Karin Friis Bach, der er formand for sundhedsudvalget i Danske Regioner.

Danske Regioner mener, at der først og fremmest er brug for udvikling og understøttelse af den palliative indsats i primærsektoren.

"Alle skal kunne forvente, at egen læge, plejehjem og de behandlende afdelinger også tager hånd om denne del af forløbet/livsfasen og har livskvalitet og lindring i fokus. Men hvis patienten har komplekse palliative behov, skal patienten henvises til et specialiseret tilbud," siger Karin Friis Bach.

Målgruppen for uddannelsen er i første omgang medarbejdere, der skal uddannes til specialister på området.

"Vi skal dog se på, om vi senere kan udvide med f.eks. modultilgang for læger, der ikke arbejder med specialiseret palliation, men har brug for et kompetenceløft - f.eks. praktiserende læger," siger Karin Friis Bach.

Etableringen er uddannelsen sker i forlængelse af Danske Regioners anbefalinger for den palliative indsats fra august 2020.

Heri indgår 15 anbefalinger for at styrke den palliative indsats i hele sundhedsvæsenet, som bl.a. handler om bryde tabuet om døden i sundhedsvæsenet samt at gøre op med uligheden i hvem der får tilbudt lindrende behandling.

"Hvis vi for alvor skal gøre en forskel og skabe mere lighed, så skal palliation have et langt større fokus hos alle sundhedsprofessionelle, der arbejder med alvorligt syge, døende eller alderdomssvækkede. Her har vi behov for, at også uddannelsesinstitutionerne støtter op," siger Karin Friis Bach.

Uddannelsen etableres på baggrund af arbejde i en arbejdsgruppe, der har bestået af repræsentanter fra de fem regioner, Danske Regioner samt Dansk Selskab for Palliativ Medicin (DSPAM).

Like eller del denne artikel