Omikron er i Danmark langt mere smitsom end i USA
Andelen af Omikron-tilfælde i Danmark med undertypen BA.2 er nu oppe på 63 procent.
Det oplyste sundhedsminister Magnus Heunicke (Soc.) på et pressemøde 26. januar.
På verdensplan er BA.1 stadig den hyppigste undervariant og tegner sig for 98 procent af alle omikron-tilfælde. I Danmark har BA.2 imidlertid udviklet sig meget hurtigt, og den blev dominerende her i landet i sidste uge.
”Foreløbige beregninger tyder på, at BA.2 er halvanden gang mere smitsom end BA.1," siger faglig direktør Tyra Grove Krause fra Statens Serum Institut (SSI).
Det betyder altså, at Omikron er langt mere smitsom herhjemme end i lande, hvor BA.1 er fremherskende, hvilket gælder eksempelvis USA.
Storbritannien, Norge, Frankrig, Indien og Sverige oplever også tilfælde af B.A2, dog i mindre grad end Danmark.
BA.2 blev først opdaget i Storbritannien den 6. december 2021 ifølge en rapport fra UK Health Security Agency. Der har været 426 bekræftede tilfælde i Storbritannien, med den største koncentration centreret omkring London.
I december forventede SSI, at covid-19-epidemien herhjemme ville toppe i slutningen af januar/begyndelsen af februar med 25.000-55.000 nye tilfælde hver dag. Men siden er andelen af BA.2 altså bare vokset og vokset, og det betyder, at smittetallet kan blive højere end det forventede. Allerede torsdag er det da også på over 51.000 smittede.
"Vi følger selvfølgelig udviklingen tæt, og hvis BA.2 er mere smitsom, kan det betyde, at smittebølgen bliver højere og vil strække sig længere ind i februar i forhold til de tidligere fremskrivninger," siger Tyra Krause.
I sidste uge var 98,9 procent af alle smittetilfælde herhjemme af omikronvarianten, og 1 procent var Delta.
