Klokken 14 vil statsminister Mette Frederiksen (Soc) præsentere de nye restriktioner.

Dele af Danmark lukker ned fra søndag morgen - her er alle de nye restriktioner

Der er politisk opbakning i Folketingets Epidemiudvalg til regeringens nye coronarestriktioner, som vil gælde fra søndag morgen kl. 8 og fire uger frem.

Det siger kultur- og kirkeminister Ane Halsboe-Jørgensen (Soc) og erhvervsminister Simon Kollerup (Soc) ifølge Ritzau efter et møde i Folketingets Epidemiudvalg kl. 14.30 fredag. Venstre og Konservative bekræfter, at alle de restriktioner, som regeringen på et pressemøde kl. 14 - altså en halv time før epidemiudvalgsmødet - foreslog indført, bliver til virkelighed og gælder fra søndag morgen og frem til 17. januar.

Statsminister Mette Frederiksen (Soc) sagde på pressemøde kl. 14, at regeringen bakker op om Epidemikommissionens anbefalinger og opfordrede Folketinget til også at bakke om anbefalingerne, hvilket et flertal nu har gjort, eftersom partierne er ligeligt repræsenteret i epidemiudvalget.

Epidemikommissionen - som består af en række eksperter - anbefaler en række nye restriktioner for at begrænse smitten med coronavirus, som i øjeblikket slår nye rekorder hver dag. 

Kommissionen anbefaler blandt andet, at højskoler, spillesteder, forlystelsesparker, teatre, forsamlingshuse, zoologiske haver, akvarier, biografer, museer, messer, konferencer og foredragssale, badelande og legelande skal lukkes ned, ligesom serveringssteder skal stoppe udskænkning af alkohol klokken 22 og lukke klokken 23. Der anbefales også et krav om, at ansatte på serveringssteder skal bære mundbind eller visir, hvis de har kundekontakt – og uanset om medarbejderne har coronapas eller ej.

Barer og andet natteliv skal holde lukket mellem klokken 23.00 og 05.00.

"Det, vi kommer til at foreslå i dag, vil ramme kulturlivet. Det smerter mig. I lever af at samle os danskere. Sagen er bare den, at lige nu har vi behov for det modsatte. Hver enkelt af os skal se færre mennesker og holde mere afstand," sagde Mette Frederiksen på pressemødet.

I butikker skal der være et arealkrav per kunde på fire kvadratmeter i butikker under 2000 kvadratmeter og seks kvadratmeter per kunde i butikker over 2000 kvadratmeter.

Der skal indføres krav om pladsbillet i dele af den offentlige transport.

Statsministeren fastslog samtidigt, at det stadig er målet, at skolebørn kommer tilbage til skolerne 5. januar.

Sundhedsminister Magnus Heunicke var også på pressemødet, tilbage fra sin isolation på et hotelværelse, efter han for 10 dage siden blev konstateret smittet.

"Målet er ikke 0 smittede og 0 indlagte. Men at holde epidemien under kontrol. Derfor er det vigtigt at se færre mennesker, blive vaccineret og få boosterskud. Vaccinerne virker - også mod, at blive meget syg af covid-19," sagde han på pressemødet.

Det samlede antal omikrontilfælde i Danmark er fredag steget til 11.559, fortalte han. Det er en stigning på 2.550 på et døgn. 

Magnus Heunicke sagde også, at han har bedt Epidemikommissionen om endnu en gang at vurdere, om behandlingsgarantien skal suspenderes for at aflaste sundhedsvæsenet.

Direktør i Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, sagde på pressemødet, at styrelsen ikke vil komme med meget detaljerede anbefalinger om, hvordan julen kan fejres. "Det vigtige er at bruge den sunde fornuft. Bliv vaccineret. Begræns antallet af sociale kontakter i julen. Hold jer til den nærmeste familie og omgangskreds. Gå en tur udenfor, luft ud. Og får I symptomer, så bliv testet," sagde han. Han sagde, at hvis han selv følte sig sløj til jul, så ville han blive hjemme og blive testet.

Henrik Ullum, direktør i Statens Serum Institut, sagde, at han håber, at de nye restriktioner vil dæmpe og stabilisere smittesituationen.

"Men vi må regne med betydelig smitte og betydeligt pres på sundhedsvæsenet over vinteren," siger han.

Engelske immunologer har beregnet, at smitten med Omikronvarianten kan toppe i januar og februar, fortalte han. Om det også vil gælde i Danmark, ville han ikke komme med et bud på.

Både Ullum og Brostrøm understregede, at der ikke er evidens for, at Omikron skulle være mildere end Delta. Selv om den i Sydafrika ikke har ført til så mange indlæggelser, så er situationen anderledes i Danmark, hvor befolkningen er ældre, og der er flere sårbare.

 

 

Her er de nye restriktioner

 

Kultur, forlystelser og idræt

  • Følgende skal holdes lukket: Spillehaller, kasinoer, lege- og badelande, forlystelsesparker, tivolier, spillesteder, teatre, biografer, museer, kunsthaller, kulturhuse, forsamlingshuse, selskabslokaler, folkehøjskoler, zoologiske anlæg, akvarier, samt lokaler og lokaliteter, hvor der afvikles folkeoplysende aktiviteter, foredrag og idrætsarrangementer med betalende tilskuere.

Dagligvarer, butikker og service

  • Personale med kundekontakt skal bruge mundbind eller visir uanset, om de kan fremvise et coronapas. Der indføres et arealkrav for detailhandlen. Arealkravet afgøres af lokalets størrelse. Skilte skal vise, hvor mange kunder der må være i lokalet.
  • Der er krav om opsætning af informationsmateriale fra Sundhedsstyrelsen, samt at der skal være hånddesinfektion (mindst 70 pct. alkohol) tilgængeligt for kunder.
  • Detailhandlen skal gøre, hvad der er muligt for at undgå sammenstimling samt minimere kødannelse.

Salg af alkohol

  • Der er forbud mod salg af alkohol fra klokken 22.00 til 05.00 fra butikker.

Café, restaurant og udskænkning

  • Der skal være lukket mellem kl. 23.00 og 05.00. Der er forbud mod salg og udskænkning af alkohol efter kl 22.00.
  • Personale med kundekontakt skal bære mundbind, uanset om de har et coronapas.
  • For indendørs serveringssteder gælder der et arealkrav på 2 m2 pr. siddende gæster og 4 m2 for stående gæster. Derudover er der krav om opsætte skilte, som viser, hvor mange gæster, der er tilladt på serveringsstedet.

Kollektiv transport

  • I DSBs InterCity og InterCityLyn skal du have gyldigt coronapas samt pladsbillet. Din billet er ikke gyldig, hvis du ikke samtidig kan fremvise coronapas. Der er krav om siddeplads og coronapas i fjernbusser.
  • Krav om mundbind eller visir indføres for ansatte i transportsektoren med kundekontakt, uanset om de kan forevise coronapas.

Folkekirken og andre trossamfund

  • Der indføres arealkrav på 2 kvm pr. siddende deltager og 4 kvm pr. stående deltager, samt krav om mundbind, når deltagerne ikke sidder ned.
  • Der er endvidere krav om opsætning af informationsmateriale som angiver krav om coronapas, mundbind og hvor mange, der må være i lokalet.

Arbejdsliv

  • Offentlige og private arbejdsgivere opfordres kraftigt til at sikre, at medarbejdere, der har mulighed for at arbejde hjemmefra gør det.
  • Messer samt lokaler og lokaliteter, hvor der afvikles konferencer og foredrag, skal holdes lukkede.

Dagtilbud mv.

  • Der er krav om mundbind eller visir for forældre og besøgende i dagtilbud mv. Medarbejdere har ret til at bære visir.

Grundskolen

  • Der er krav om mundbind eller visir indendørs i grundskolen for forældre og besøgende. Medarbejdere har ret til at bære visir.
  • Fra den 5. januar 2022 opfordres alle elever fra og med 1. klasse og ansatte til at blive testet to gange om ugen. Det gælder også elever og ansatte, der er vaccinerede eller tidligere smittede.

Uddannelse

  • Der er krav om mundbind eller visir for elever, studerende, ansatte, forældre og besøgende på ungdoms- og voksenuddannelsesinstitutioner samt de videregående uddannelsesinstitutioner, når de bevæger sig rundt på og opholder sig på fællesarealer. Dette gælder ikke i forbindelse med undervisning og eksamen.
  • Medarbejdere har ret til at bære visir.

Borgerservice og myndigheder

  • Krav om mundbind eller visir på kommunale borgerservicecentre og jobcentre, samt borgerservicecentre på Indenrigs- og Boligministeriets, Skatteministeriets og Udlændinge- og Integrationsministeriets områder.

Opfordring om færre sociale kontakter

  • Du opfordres til at begrænse dine sociale kontakter i juleferien
  • Du opfordres begrænse dine sociale kontakter i juleferien til familie og nærmeste bekendte.
  • Du opfordres til så vidt muligt undgå steder, hvor der er mange mennesker samlet, herunder at foretage indkøb og ombytning af julegaver i perioder med færre mennesker i detailhandlen.
  • Du opfordres til ikke at deltage i indendørs aktiviteter i foreningslivet i juleferien.

Opfordringerne gælder indtil den 5. januar 2022, hvor grundskolerne genåbner.

Tags: corona

Like eller del denne artikel