Eksperter undrer sig over, at restriktion ikke er indført for længst
En række eksperter råder til, at der straks sættes ind med tiltag som forsamlingsloft, der med stor sikkerhed kan dæmpe en voldsom udvikling i smitten.
Det skriver Politiken. Overfor avisen udtrykker de undren over, at der ikke allerede er sat ind mod den forventede smittestigning med Omikron, som lige nu skaber massive problemer i en lang række europæiske lande.
»Det giver virkelig god faglig mening at introducere en række kontaktreducerende tiltag i form af anbefalinger om at se så få som muligt – også så folk ikke smitter hinanden op til og under julen – og restriktioner som forsamlingsloft eksempelvis,« siger overlæge Jens Lundgren fra Rigshospitalet, professor i infektionssygdomme ved Københavns Universitet og uafhængig rådgiver af både Sundhedsstyrelsen og Epidemikommissionen.
Statens Serum Institut (SSI) opdaterede i weekenden risikovurderingen af omikron og vurderede, at Omikron vil blive dominerende covid-19-variant i Region Hovedstaden allerede i løbet af denne uge. Samtidig forventer Statens Serum Institut et stigende smittetal med over 10.000 daglige tilfælde inde for kort tid.
”En stigende smittespredning i samfundet vil medføre en høj risiko for en afledt stigning i antallet af indlæggelser særligt blandt uvaccinerede og vaccinerede svækkede personer”, sagde SSI’s administrerende direktør Henrik Ullum.
Allan Randrup Thomsen, virolog og professor i eksperimentel virologi ved Københavns Universitet, siger, at han hælder til, at det vil være fornuftigt at indføre et indendørs forsamlingsloft på 50 mennesker.
»Der er nemlig meget, som tyder på, at omikron er god til superspredning, hvorfor større forsamlinger er kritiske«, siger han til Politiken.
På Christiansborg mener flere sundhedsordførere, at man fortsat bør se tiden an og se, hvordan de indførte restriktioner virker, før der indføres flere begrænsende tiltag.
